Med eller uden balsam

Endnu et år og endnu en helt enorm bunke af helt enorm dejlig musik er udkommet. Der er noget beroligende konstant over mængden af gode plader på sådan et år og noget livsbekræftende anderledes over forskelligheden og nyskabelsen, der til stadighed befinder sig hos kreative sjæle verden over. Som sædvanlig har musikken både været balsam for sjælen og en kilde til nye oplevelser gennem de sidste 12 måneder. Her er mine yndlingsplader fra året, der næsten er gået. I omvendt rækkefølge denne gang.

Det er sjældent, at en ny plade lyder som en klassiker lige med det samme. Når det sker, skal man holde på hat, briller og tårekanaler, for – holy fuck – hvor er det bare en livsbekræftende oplevelse.

I 2023 skete det, da Ryan Davis & The Roadhouse Band udgav ’Dancing on the Edge’. Lige så meget et stykke litteratur som en plade, men altså en helt vanvittig god plade. 7 sange. 7 værker om livet, døden og alt ind imellem. Et mesterværk, der transcenderer og bekræfter alt hvad man troede, man vidste om musik. ”You got a new tattoo / Of an old tattoo.”

I dont sleep/cause sleep is the cousin of death.

En legendarisk linje. En genial linje. Jeg fatter den linje. Men jeg må også erkende at jeg ikke decideret føler den linje. Men fordi jeg elsker den linje, så hænger jeg stadig på. Sådan er hiphop for mig. Et fremmed eksotisk land, hvor jeg aldrig rigtig føler mig helt hjemme, men som jeg elsker at besøge igen og igen.