Med eller uden balsam

Det er sjældent, at en ny plade lyder som en klassiker lige med det samme. Når det sker, skal man holde på hat, briller og tårekanaler, for – holy fuck – hvor er det bare en livsbekræftende oplevelse.

I 2023 skete det, da Ryan Davis & The Roadhouse Band udgav ’Dancing on the Edge’. Lige så meget et stykke litteratur som en plade, men altså en helt vanvittig god plade. 7 sange. 7 værker om livet, døden og alt ind imellem. Et mesterværk, der transcenderer og bekræfter alt hvad man troede, man vidste om musik. ”You got a new tattoo / Of an old tattoo.”

I dont sleep/cause sleep is the cousin of death.

En legendarisk linje. En genial linje. Jeg fatter den linje. Men jeg må også erkende at jeg ikke decideret føler den linje. Men fordi jeg elsker den linje, så hænger jeg stadig på. Sådan er hiphop for mig. Et fremmed eksotisk land, hvor jeg aldrig rigtig føler mig helt hjemme, men som jeg elsker at besøge igen og igen.

Bandfotoet bag på cd-udgaven af Gin Blossoms 1992-album ‘New Miserable Experience’ er vigtigt af to årsager: 1) Det har indirekte lagt navn til den her blog og 2) hovedmand i bandet og sangskriveren bag pladens bedste sange er ikke på fotoet. Begge dele venter vi dog lige lidt med at dykke ned i.

Hvor vigtige bandfotos og cd-covers end er, er det nemlig væsentligt først og fremmest at fastslå, at det bedste ved ‘New Miserable Experience’ er, hvad der svæver ud af højttalerne, når man trykker play.