Det er sjældent, at en ny plade lyder som en klassiker lige med det samme. Når det sker, skal man holde på hat, briller og tårekanaler, for – holy fuck – hvor er det bare en livsbekræftende oplevelse.

I 2023 skete det, da Ryan Davis & The Roadhouse Band udgav ’Dancing on the Edge’. Lige så meget et stykke litteratur som en plade, men altså en helt vanvittig god plade. 7 sange. 7 værker om livet, døden og alt ind imellem. Et mesterværk, der transcenderer og bekræfter alt hvad man troede, man vidste om musik. ”You got a new tattoo / Of an old tattoo.”

Ikke fordi, at det kom decideret bag på mig, at Ryan Davis ville udgive en god plade, for det er hidtil været én af de ting, som han har excelleret i. Ikke i sit eget navn før nu, men som frontmand i bandet State Champion, der fra 2010 til 2018 udgav fire plader, der bare blev bedre og bedre. Umiddelbart som et bar-band og dybt som en brønd fyldt med Shakespeare-stykker, skabte State Champion hurtigt en niche i min musiksamling – en niche, der stod i fuldt flor med bandets svanesang ’Send Flowers’ fra 2018. ”To be the cock-rock band criticized by the art-house superintendent / To see your room for the first time / To see a picture of me in it”.

Det var den bedste plade i 2018. På coveret var der et citat fra David Berman, hvor han mere eller mindre kaldte Ryan Davis for den bedste lyriker i nutiden. ”Hvis Bob Dylan var sjov eller Tom Waits var relevant.” Jeg var enig. Jeg havde endelig fundet en musiker, det for alvor gav mening at være #fan af igen. Og så forsvandt han.

Eller han forsvandt ikke rigtigt. Han passede stadig de andre dele af sin butik. Først og fremmest hans pladeselskab Sophomore Lounge, der udgiver plader fra kunstnere, som er både tidsløse, obskure, tilgængelige og – som regel – fremragende. Ryan Davis har i øvrigt hjemme i staten Kentucky og når man kender Ryan Davis, når man kender Sophomore Lounges øvrige plader og når man kender ’Justified’ (verdens bedste tv-serie) må man konstatere, at Kentucky – trods mange andre beviser om det modsatte – må være verdens fedeste, sjoveste og mest hjertevarme sted. Det er under alle omstændigheder ikke svært at forestille sig Ryan Davis gå rundt i ’Justified’-universet sammen med Raylan og Boyd og påpege menneskelighed i al dens elendige pragtfuldhed med lige dele humor og kærlighed.

Men mellem 2018 og 2023 anede jeg egentlig ikke, hvad Ryan Davis gik rundt og lavede – bortset fra at udgive andres musik og selv være del af nogle sideprojekter. Eksisterede State Champion stadig? Det var vildt frustrerende ikke at vide det, men samtidig var der også en vis tilfredsstillelse ved – i internettets tidsalder med øjeblikkelig dyneløfteri af alt mellem himmel og jord (”No more secrets”, som Robert Redford sagde i Sneakers) – rent faktisk ikke at vide, hvad der egentlig var sket eller ville ske.

Men så skete der heldigvis noget. I foråret 2023 dukkede nummeret ’Free from the guillotine’ pludselig op på Sophomore Lounges bandcamp-side. Det første nummer på en kommende plade. Straks vidste man, at det nok skulle blive et godt år.

Det er umuligt at beskrive Ryan Davis’ musik på en måde, der bare kommer i nærheden af, hvor godt mandens egne tekster fremhæver den. Jeg vil derfor ikke gøre det her i nogen udstrakt grad, men som en slags minimumsservice til denne blogs mange millioner læsere, kan vi kalde det en slags stille kaotisk melodiøs alt-country med (yderst) sporadiske elektroniske elementer. Først og fremmest er musikken hos Ryan Davis et transportmiddel for teksterne. Men altså lidt ligesom, hvis den kvinde, man elsker, kommer kørende i en grøn Jaguar den dag man skal gifte sig med hende. Jaguaren er ikke ”the main attraction”, men det er stadig en jaguar. Grøn endda.

’Dancing on the Edge’ er en naturlig forlængelse af State Champion-pladerne, men bare endnu bedre. Det er som om Ryan Davis tester grænserne for hvor mange indsigtsfulde linjer, man kan nå at smide ind på en plade, men samtidig med et resultat, der får fortællingerne til at fremstå fuldstændig naturlige og afslappede. Man bliver for alvor mindet om, hvad lyrik egentlig kan – især når man igen og igen får det fortalt af manden selv.

Et centralt tema, som pladen får én til at fundere over, er hvordan man ikke alene affinder sig med, at døden er en naturlig del af livet, men rent faktisk hylder og svælger i det faktum. ”I’m hunting and ’Im hunting for the dream // Where I’m running free from the guillotine // before becoming a card carrying member of the earth and clay.”

Når man først er fri fra guillotinen er man fri til nyde kærligheden, humoren og de små detaljer som en jukebox, der kun spiller ’The Sultans of Swing.’ Eller måske er den rækkefølge omvendt.

I ’Flashes of Orange’ handler det om have set ”…the sunset, babe // through each and every shade of beer” og i “Bluebirds in a fight” sættes følgende scene: “I was in the garden // I was wounded // I was stricken with love.” Ryan Davis har en helt særlig evne til at beskrive det guddommelige i det almindelige. Og han gør det igen og igen.

Temposkiftende fra nummer til nummer understreger også variationen i hverdagen og i tilværelsen. Humor og lethed følger alvor og tungsind i så tæt en dans, at man på den mest vidunderlige måde mister overblikket over, hvornår man skal grine og hvornår man skal græde. Ryan Davis holder én stædigt og kærlig fast i nu’et, men synger også om den konstante fristelse til at ”….go where my alarm clock won’t dare to come find me” på pladens mættede og tilfredsstillede afslutningsnummer ’Bluebirds revisited’.

Ryan Davis’ museringer om alt mellem himmel og jord gør det tindrende klart, at man skal suge detaljerne i tilværelsen til sig, funderer over dem og huske dem. Og også, at den slags detaljer har det med at være bedre, mere interessante og mere mindeværdige, hvis man husker at ”danse på kanten” en gang imellem i stedet for at være bænkevarmer i sikkerhed inde på midten.  

Jeg mødte Ryan Davis for et par måneder siden. Han var på Europa-turne og med Europa-turne mener jeg, at han spillede på små barer foran få mennesker for ingen penge. Ét af stederne var baren Intertank i Kreuzberg i Berlin og jeg var på plads sammen med min kone (som er nogenlunde lige så stor fan som mig). Som den første musiker ud af fire den aften gav en af verdens bedste nulevende kunstnere et sæt på en halv time med lydproblemer, tysk smalltalk og travl bartender i baggrunden. Tre meter fra mig. Utrolig smukt. Bagefter snakkede Ryan med både mig og min kone. Starstruck var vi. Flink var han. Manden, myten og musikken var smeltet sammen og livet var lige blevet en tand mere mindeværdigt. Der er fremragende musik og der er alt det andet i verden. Og så er der de plader, som har begge dele. Sådan en plade er ’Dancing on the Edge’.