I dont sleep/cause sleep is the cousin of death.

En legendarisk linje. En genial linje. Jeg fatter den linje. Men jeg må også erkende at jeg ikke decideret føler den linje. Men fordi jeg elsker den linje, så hænger jeg stadig på. Sådan er hiphop for mig. Et fremmed eksotisk land, hvor jeg aldrig rigtig føler mig helt hjemme, men som jeg elsker at besøge igen og igen.

Og når vi snakker hip hop, så bliver det ikke meget bedre end Nas’ debutplade, som for nylig blev 30 år gammel. Den urørlige ’Illmatic’. Det er der linjen stammer fra. Efter vi har hørt introen med lyden af metrotoget, der kører forbi Queensbridge Houses. Efter ’The Genesis’ kommer ’NY State of Mind’. I dont sleep / Cause sleep is the cousin of death.

Jeg tror nok jeg var i 30-erne, da jeg hørte ‘Illmatic’ første gang. Altså mere end 15 år efter den udkom. Den ramte mig lige i maven og jeg tør slet ikke tænke på, hvor den havde ramt mig, hvis jeg havde hørt den i 1994. Men altså i 1994 hørte jeg ikke hiphop. Hovedsageligt fordi jeg ikke var hiphopper. Det er jeg heller ikke i dag, men nu er det ok at høre hiphop alligevel. Det hører ligesom med til rollen som selvudnævnt musik-connoisseur. Og bare lige for at få det følgende på plads inden vi dykker videre ned i pladen: I kan finde mange, der er bedre end mig til at forklare, hvorfor denne her plade er et mesterværk. Men hvis man ikke kan få nok af at høre ros af Illmatic OG synes det er sjovt at høre hvordan én, der også elsker Toad the Wet Sprocket, egentlig forstår hiphop, så læs med.

Det første jeg tænkte, da ’Illmatic’ ramte mig i maven var, at jeg var vild med pladen, netop fordi den ikke mindede om noget andet hiphop jeg havde hørt på det tidspunkt. I al fairness kunne mit daværende forhold til hiphop hovedsageligt opsummeres til, at jeg skrev ’MC Hansen’ på mit brune pølseformede penalhus i 8. klasse (min klassekammerat Thomas var’ DJ Juncker’) OG at jeg på omkring samme tidspunkt fik mit første rigtige kys til tonerne af De La Souls ’Ring Ring Ring (Ha Ha Hey)’: ”It’s  555-2222/I got an answer machine that can talk to you.” ***Snerv***.

Plus det løse.

I al min uvidenhed havde jeg dog lidt ret. ’Illmatic’ ER mere skarpt skåret og helstøbt end hiphop-albums er flest. Sangene ligger ikke i et uendeligt flow, men står som særskilte kunststykker, der både komplimenterer hinanden og fungerer som funklende, sitrende singler. Især A-siden er eksponent for dette. Efter ’NY State of Mind’ og ”I dont sleep”-linjen har sparket døren ind fortsætter ’Life’s a Bitch’ det højkvalitetsmæssige følelsesbombardement med ”Life’s you a Bitch and then you die – that’s why we get high.” Tindrende klart og tindrende genialt.

Jeg havde selvfølgelig også ikke ret. ’Illmatic’ er i høj grad også et mesterværk, fordi den helt exceptionelt gør alt det, som alt godt hiphop gør. Der sker bare så meget i et hiphop-nummer og det er Illmatic et af bedste eksempler på. Ikke mindst på grund af den perlerække af producere, der har skabt numrene sammen med Nas: DJ Premier, Large Professor, Pete Rock mv.

Rockistisk intermezzo

Hvis du kære læser – ligesom jeg – mere er født ind i rocken end hiphoppen, skal du, for at fatte hvilken rolle disse producerer egentlig spiller på en hiphopplade, forestille dig, at Jimi Hendrix, Kurt Cobain og – hvad ved jeg – Rick Rubin var én og samme person!

/Rockistisk intermezzo

De producere er altså legender i musikhistorien og på ’Illmatic’ skiftes de til at komponere beats, samples og grooves i en grad, så man næsten ikke fatter det. Sammen med Nas’ linjer om livet som ung sort mand i slumkvarterne i New York er den samlede oplevelse af pladen både livgivende og overvældende på én gang.

Hvis du har hørt den, ved du hvad jeg snakker om. Hvis ikke, skal du forestille dig, at fysikkens love (såvidt jeg forstår dem) kunne ophæves i 40 minutter, og man fik mulighed for på én gang at være 1) til en forelæsning på et ivy-league-univsersitet med én af sociologiens helt store stjerner, 2) til en poesi-oplæsning i San Francisco i halvtresserne og 3) på et dansegulv sidst på aftenen i midten af verdens bedste fest med verdens bedste venner. ’Illmatic’ rammer ganske enkelt venstre, højre og nedre hjernehalvdel på én gang. Igen og igen.

Nu er jeg godt nok mere til økonomi end sociologi. Men jeg kommer når det er godt. Jeg er mere til film end poesioplæsninger. Men jeg kommer når det er godt. Og jeg er mere til at sidde og sludre over en øl end at være på dansegulvet. Men – goddammit – jeg kommer når det er godt.

Ligesom det er svært at skrive om en god powerpopplade uden at nævne piger og solskin kan man heller ikke skrive om en god hiphop-plade uden lige at nævne bander, mord, stoffer, fattigdom og helt generelt hårde vilkår for håbefulde unge drenge og piger at vokse op i.

Nas var stadig omkring teenage-alderen, da han havde oplevet og bearbejdet nok af livet til at skrive tekster, som han skrev tekster på ’Illmatic’. Ho-ly fuck. At tænke over det i to sekunder giver en ekstra vægt til det slag der rammer maven.

Jeg skal dog samtidig ærligt erkende, at en af hovedårsagerne til, hvorfor jeg kan skrive dobbelt så langt om en Gin Blossoms-plade end en Nas-plade er, at jeg kender til piger og solskin, men intet ved om bander, mord eller stoffer. De hårde af dem i hvert fald.

Men jo mere hiphop jeg hører, jo mere går det op for mig, at det for søren da også er en del af pointen. Musik handler ikke kun om at finde hjem. Det handler også om at komme ud. Om at fare vild og blive rystet og vågne op. Og helt generelt om at komme, når det er godt.

God hiphop er fucking godt. ’Illmatic’ er fucking sublimt.