Gode plader i tredje kvartal 2026
Sensommeren og det tidlige efterår har det bare med at levere fænomenale plader. Således også i år. Her er endnu en samling anbefalinger af de bedste plader, jeg har hørt i tredje kvartal.
Adult DVD – S.t.
Vanvittig intenst festrock/elektro fra en flok vanvittige unger briter. Rigtig Trainspotting-musik. ”ChatGpt, hvad er Adult DVD??”
Buttchug 69 – Keep on rocking for free in the world
Nok det mest tilbagelænede fængende slackerindierock i år. Beat Happening møder Silver Jews møder tre timer for sent på arbejde til stor afdæmpet jubel for alle. Vel også årets albumtitel.
https://www.subvert.fm/buttchug-69/keep-on-rocking-for-free-in-the-world
Celebrators – Delibaration
Der er højt begavet liv i kludene hos Celebrators på deres nye plade. Tænk utallíge overraskende interessante variationer over Benny Hill-temaet på – trods alt – ¾ fart, leveret af et postpunkband med ambitioner om at forandre både verden og dansegulvet. Vanvittige sangtitler dog.
Dinosaur Jr. – There Near
Ny Dinosaur Jr.-plade betyder en ny omgang gudeguitar og den dejligste følsomme dovne vokal, musikverdenen nogensinde har kendt til. Har man hørt det hele før? Ja. Men jo fanme kun på andre Dinosaur Jr.-plader.
Getdown Services – Massive Champion
Nok den bedste tilbagelænede fest i meget lang tid, som Getdown Services har kylet ned på deres anden fuldlængde. ”Get your livestock out my face!”
Guiding Light – Fear on my own time
Travl og livlig postpunk. Musik der eksisterer både langt væk og tæt på på samme tid. Og så bliver der guhjælpemig lige pludselig sunget på tysk som om det var det mest naturlige i verden.
Graham Hunt – American Pyramid
Vel nok en af tidens allerstørste popsmede er allerede tilbage med et nyt album, der udforsker endnu flere retninger og lyde, men med en garanti for fodtapning ALLE STEDER!
Invisible Rays – Blame it on the Rays
Invisible Rays rammer igen Cheap Girls-udtrykket relativt rent på deres seneste samling halvgrædende, melodiske guitarrock fra den amerikanske midtvest. Vi er helt klart ude i noget primært for de dedikerede fans af lige præcis den lyd, men hvis medellerudenbalsam ikke skulle omtale den slags plader, hvem i alverden skulle så?
Lily Seabird – Lightspheres on Their Way
Med lige dele tindrende smukke americana-fortællinger og dejlige bølger af guitarstøj krydser Lily Seabird hele USA i (canadiske) Neil Youngs fodspor. Fra Appalacherne til Laurel Canyon og videre op ad den amerikanske vestkyst til Seattle.
Long odds – The dry land
Folk fra – blandt andet – de herlige bands Times New Viking og The Connections sætter tempoet ned, mens de leder efter kernen til al god musik. Heldigvis lader de os andre lytte med.
Madra Salach – It’s a hell of an age
Nogle gange kan en magisk koncert løfte en plade, som man egentlig var lidt i tvivl om på forhånd. Således også med ’It’s a hell of an age’ og al dens rockede folkemusik. De irske livsstykker fra Madra Salach er nogle du går glip af på eget ansvar, hvis de dukker op på en scene nær dig. God damn!
Man/Woman/Chainsaw – Cannonball
Der bliver hamret løs med violiner, klare vokaler og melodisk artrock fra det yderst veldøbte Londonband.
Nekra – Is It Really Living?
Så skal jeg ellers lige love for, at der kom fart på! Små ni minutters hardcore punk himmerige. Adskillige af dem på spansk endda.
Ribs – Cold Ribs
Tør, tør rock leveret fra et slags sideprojekt til Verity Den. Pladen er fyldt med den slags guitarlyd, vi bør sende op i rumkapslerne til marsmændene. Så kan de fanme lære det.
Space Jaguar – Command Post
Powerpop-kraften er yderst stærk hos Space Jaguar. Ingen tvivl om at der bliver lånt udtryk fra Teenage Fanclub og Gin Blossoms. Men det er virkelig et elegant og troværdigt lån.
Sweeping Promises – You say I romanticize
I min verden er der ikke nogen, der rammer det fantastiske rum mellem new wave og guitarrock på en mere forfriskende og bedre måde end Sweeping Promises. Endnu et mesterværk fra dem.
This is Lorelei – The singer in my band
Den gode Nate Amos har med denne seneste This is Lorelei fået destilleret sit karakteristiske tilbagelænede melodiøre til et sitrende singer-songwriter-statement.
Tipper Gore – Wear
Støjrock med melodiøret på det rigtige sted. Kaotisk og fængende og fængende kaotisk. Som at elske med en guitar i en tørretumbler. Kom nu med et fysisk eksemplar (som ikke er et kassettebånd), Tipper Gore!
Troth – The Limits of a light touch
Hvem er klar på noget mediativ yoga-agtig organiskelektronisk musik, der blidt masserer anlægget, mens det kysser det godnat på panden? Nej, jeg vidste heller ikke, at jeg skulle række hånden op, men jeg blev heldigvis klogere. Dejlig, dejlig plade.
The Truffle Pigs – Lanes and lanes and lanes
En af årets hyggeligste plader fra ny konstellation af musikere fra ét af Australiens bedste indiemiljøer. Akustisk melankoli på vinyl – perfekt til perioden mellem sommer og efterår. Og egentlig også til resten af året.
The Tubs – Hard Life
Kan man få for meget tindrende smuk vellyd? For meget perfekt afbalanceret melankoli? For mange brusende guitarer og rørende vokaler? Naturligvis kan man ikke det. The Tubs er tilbage med deres hidtil bedste og det siger ikke så lidt.
Visiting Hour – S.t.
Fantastisk slowcore/dreampop med små ekkoer af jangle her og der samt en vokal, som dufter af tågede minder om små fester med store cd-samlinger.
Westside Cowboy – It Goes on
Sjaskhamrende charmerende britisk guitarrock. Snapshots af musik i en verden, der ikke er gået af lave.
Wild Pink – Still Coming Down
En stor, varm og utrolig dejligt musikalsk krammer fra Wild Pink. Det kunne ikke være mere ’Heartlandrock’ om så Bruce Springsteen kom flyvende ind på ryggen af Tom Petty i en tornado af telecaster-guitarer, Levis 501’ere og bristede illusioner.
The Yummy Fur – Everybody Talks about the weather
Forrygende skotsk post punk i den mere ”loose” ende. Helt igennem klassisk moderne musik med ultraskarpe tekster fra veteraner, der sidst udgav en plade – i denne konstellation – for 28(!) år siden. Nogle gange betyder tid ikke det fjerneste.

Tilføj kommentar