2026 er kommet flyvende i gang. Især fordi medellerudenbalsam nu kommer med løbende opsamlinger af årets yndlingsplader. Her er de bedste jeg har hørt i første kvartal – plus et par oversete perler fra sidste år.

Arbor Labour Union – Out to pasture

Kompromisløs tilbagelænethed fra en farm langt ude på landet i Georgia. Folkrock som vores onkler lavede det. På Ryan Davis’ pladeselskab, så allerede der ved man, det er godt.

Cancer House – The Moth

Absolut fabelagtig slowcore, der øjeblikkeligt skaber en stemning af længsel mod livet fra soveværelset i et hus fra for længe siden.

Del Paxton – Dog Earred

Kun tre sange her, men det forhindrer ikke Del Paxton i at sprede et fuldt og smukt landskab med deres vellydende emo-guitarrock.

FIF – The Lower forty eight

Skiftevist mystisk og skiftevist smukt singer-songwriterrock.

Garrett T. Capps – I still love San Antone

En kærlighedserklæring til byen San Antonio og til den klassiske outlaw-country.

Gladie – No need to be lonely

Klassisk guitarrock med klassisk hæs kvindevokal. Klassisk uimodståeligt.

Good Sleepy – Constant Humming

Nok den mest medrivende omgang emorock foreløbig i år. Som én lang ulykkelig forelskelse på bagsædet af en Chevy med 160 i timen.

Hedge – Freeze frame high five

Bundsolidt og sønderrivende på samme tid. Vi er et eller andet sted imellem Hüsker Dü, Buffalo Tom og Green Day her. Og hvis du var i tvivl, er det selvfølgelig et helt vidunderligt sted at være.  

Hen Ogledd – Discombobulated

Skiftevist udflydende, overraskende, anderledes og fabelagtigt weird folk-rock.

Itchy & the Nits – Greetings from…

Helt rigtig powerpop-punk fra denne australske trio. Som hvis CBGB’s var en strand.

Jana Horn – S.t.

Helt vanvittig stemningsfuld plade fra en singer-songwriter på kanten af et smukt nervøst sammenbrud. Cowboy Junkies’k.

Joyce Manor – I used to go to this bar

Catchy emo-guitarrock-pop. Lyden af evig ungdom.

King Slender – There is your image in light

Emo-hardcore, som vores unge onkler lavede. Hey, måske ER det vores unge onkler?

King Tuff – MOO

Melodisk og tidsløst rock, der både kradser og nusser. Bedre og bedre for hvert nummer.

Land Whales – How To Make a Breakfast

Sonic Youth på Cubansk. Så altså godt.

Landowner – Assumption

Insisterende og ordrig (post)punkmusik her. Ikke helt ulig Uranium Club, men stadig med deres eget lille ståsted i verden.

Morgan Nagler – I’ve got nothing to lose, and I’m losing it

Singer-songwriter-sange så bløde som dun og så skarpe som Preben Elkjær på en god dag.

Mx Lonely – All Monsters

Nervefuld rock og store guitarer et sted lige midt imellem Swervedriver og Hole.

Pitrun – s.t.

Kort på spilletid, men dyb på guitarrock-referencer til både Mascis og Mould her.

PVA – No More Like This

Krattende og dansable ytringer fra den London’ske undergrund, der sender hilsner til både nutiden og til triphoppens guldalder.

Red Arrow Highway – Be someone better

Store omkvæd, store guitarer og mellemstore midtvest-amerikanske byer er lyden på, hvad der nok bliver, årets Griffin-fra-’Party of Five’-plade.

Second Story Man – Calico

Hjertet-i-halsen og semi-fuld fart på en stemningsfuld landevej er to af associationerne på den tidsløse rockmusik, som Second Story Man byder os her.   

Slugfeast – s.t.

Slugfeast er stort lige præcis den musik navnet antyder. Halvfemserrock der svinger fra indie’en til den lettere grungede ende. Og mellem kvinde og mandevokal.

Sluice – Companion

Stemningsfuld ung countryrock her fra omegnen af både North Carolina og éns sjæl.  

Station Model Violence – S.t.

Knivskarp, men yderst levende, postpunk fra nogle af Australiens ypperste udøver på det felt.

Suitor – Saw you out with the weeds

Genial melodisk postpunk med dybfølt tyngde fra det altid fremragende pladeselskab Feel It Records.

True Green – Hail Disaster

Old school American indie singer-songwriter her. Lidt Elliott Smith og en masse David Berman.

Truman Sinclair – Rivers of sugar and blood

Den unge troubadour er tilbage med endnu en omgang ordinært ekstraordinære sange. Momentvis Tom Petty’sk.

Twisted Teens – Blame the Clown

Kæbetabende godt rockmusik, der fortsætter de smukke skramlede traditioner fra Reigning Sound og Royal Headache.

Tyler Ballgame – For the first time, again

En vaskeægte crooner med mere end bare en anelse Roy Orbison i sig. Forrygende i regnen på End of the Road i 2025.

Winged Wheel – Desert So Green

Lige dele eksperimenter og rock i denne herligt foranderlige sønderrevne pakke.