Man siger at livet begynder ved 40 år. Som én, der mødte sin kone lige omkring den alder (et par år før) er jeg tilbøjelig til at være enig. Men nogle gange begynder livet altså 40 meter fra scenekanten. Eller fire meter bag højre højttalertårn. For ét af de bedste steder, man kan tilbringe et par dage – eller et par uger – om året er som bekendt på en musikfestival.

Sommeren er her i 2026 endnu engang fuld af dem, og for mig er der især fire festivaler, som er proppet med god musik, godt selskab og helt igennem gode vibes. Jeg når at komme til mindst tre af dem, men for en sikkerheds skyld har jeg taget alle fire med i denne guide.

Primavera Sound sparker festivalsommeren i gang i Barcelona i starten af juni, Roskilde Festival følger op i starten af juli, Syd for solen spiller Valbyparken op i midten af august, inden End of the Road Festival lukker sæsonen i Sydengland.   

Det der er med festivaler er, at de kan omslutte, nedsænke og rive én totalt rundt musikken. Soundtracket til en stenet øl i græsset det ene øjeblik – svedig hoppen i teltet det næste. Og til sidst den store fællessang. Ekstase. Sove. Og så sker det samme guhjælpemig igen dagen efter.

Her er de koncerter jeg skal se til sommer (når næppe det hele):

Få startet festen

Der er næppe en fest, jeg glæder mig meget mere til, end den fest den britiske duo Getdown Services (Roskilde Festival) formentlig kommer til at levere fredag eftermiddag på dyrskuepladsen. Med lige dele pulserende dansebeats, charmerende snottet provinspunk-attitude og – ikke mindst – humor i lange baner er det en koncert man ikke MÅ gå glip af, hvis man er på de kanter på det tidspunkt.

New Yorker-bandet Model/Actriz (End of the Road/Primavera) starter deres egen fest, der dog har noget mørkere og mere postpunkede undertoner, mens Viagra Boys (Primavera) er ren punk-fest!

Det irske stjerneskudssangerinde CMAT (End of the Road) kommer til at levere den helt store countrypop-fællessang-fest, som en anden Taylor Swift, mens Gelli Haha (Primavera) kommer til at levere en mere alternativ popfest, som en Madonna from another mother.

Adult DVD (End of the Road) er mere britisk dansabel galskab, mens Mozart Estate (End of the Road) er tidligere Felt-frontmand Lawrences afdæmpede, men alligevel totalt medrivende indiepopfest.

Singer songwriters

Når festen skal erstattes af de tyste singer-sogwriters, er Tyler Ballgame (Syd for Solen) en perfekt overgang. Med en Roy Orbison-agtig stemme og et hjerte af guld omfavner singer-songwriteren også de publikummer, der står og gynger med langt væk fra scenen.

Derefter kan man passende fortsætte med Way Dynamic (End of the Road), der leverer soul-inspireret singer-songwriter-guld. S.G. Goodman (End of the Road) leverer tindrende smuk singer-songwriter-country og det samme gør Morgan Nagler (End of the Road) og Ken Pomeroy (End of the Road) simpelthen også.  

Father John Mistys (Primavera) stort anlagte sangershow overgiver man sig helt og holdent til, mens Carson McHones (End of the Road) gudesmukke melodier nydes perfekt i skyggen af en grøn skov.  

Verdensmusikken

Festivaler handler også om at bruge muligheden for at prøve noget man aldrig har prøvet før, når det nu er så utrolig let og nærliggende. Og her snakker jeg ikke om hårde stoffer eller – endnu værre – nøgenløb, men derimod om at høre noget verdensmusik.

I år skal musikturen blandt andet gå til Pakistan, når Rizwan-Muazzam Qawwali (Roskilde Festival) indtager scenen med lange vokaler og en musik, der skal bringe alle tættere på det guddommelige. Jeg satser på, at ikke-troende også kan få en fantastisk oplevelse ud af det.  

Ellers får man det sikkert, når sydafrikanske BCUC (End of the Road) ruller deres både intense, festlige og glade fusion af pop, rock, afropsych og hiphop ud. Eller når congolesiske Kin’Gongolo Kiniata (Roskilde Festival) spiller på deres hjemmelavede skrammel-instrumenter så fuglene både danser, skriger og synger.

Og endelig kan man så gå helt ned i tempo igen, når slovenske Širom (Roskilde Festival/End of the Road) ruller deres uendelige og uendeligt smukke bud på folkemusik ud. Med uendeligt lange Enya-agtige titler i øvrigt.

Smadreguitaren

Så skal der lidt fart på igen, for der kommer også meget godt af de hurtige, smadrede guitarer og den skrigende vokal på sommerens festivaler.  

Ét af de bands jeg ser mest frem til i det hjørne af musikken er det amerikanske band med det passende navn PISS (End of the Road)! Som en voldsom dagbog med ild i, kommer de stensikkert til at få både scene og festival-telt til at eksplodere på den mest intense og intime måde, man kan forestille sig.

I sammenligning er Lambrini Girls (Primavera) forholdsvist roligt, men altså også kun forholdsvist. Poisin Ruin (Roskilde Festival) formår at spille metal på en måde, som jeg rent faktisk sætter pris på – især fordi det på mange måder er lige så meget melodisk punk/hardcore som metal.  

Turnstile (Syd for Solen) er ren hardcore-fest og i øvrigt altid en stor fryd live, mens Touche Amoré (Primavera) bare er vanvittig solid og medrivende melodisk post-hardcore fra start til slut.

Endelig er der skotske Cowboy Hunters (End of the Road) som er dejlig skør og skæv punk med en masse udefinerbare og overraskende elementer.

Countryrocken

Countryrocken har helt fantastiske fanebærere i disse år, og heldig kommer mange af dem også på festivalerne i Europa (ok, især én festival).

I min bog er der ingen over eller ved siden af Ryan Davis & The Roadhouse Band (End of the Road), og så er det jo heldigt, de herlige folk endnu engang ruller deres rockede liveversioner af de poetiske fortællinger ud.

En dejlig positiv overraskelse var det også at finde Felice Brothers (End of the Road) på en festivalplakat, når man nu aldrig fik set dem der for 16-17 år siden. De spiller forhåbentlig ’Frankies Gun’!

Wild Pink (End of the Road) er helt igennem dejlig indieficeret americana, mens Lily Seabird (End of the Road) krydrer sine country-fortællinger med noget af det bedste, man kan krydre sine country-fortællinger med: J. Mascis-agtige guitarer.  

Garrett T. Capps (End of the Road) er noget så vildt som festlig outlaw-country, mens Greazy Alices (End of the Road) Lee & Nancy-agtige vokalharmoniserede countrydrøm, jo fanme bare er smuk, som festival-døgnet er langt.

Weird indie

Det skal selvfølgelig også blive lidt skævt på en festival. Og nej, det er igen hverken stofferne eller nøgenløbet jeg snakker om her, men derimod indie-musikken.

Caroline (Primavera/End of the Road) er lyden af venner, der finder hinanden i musikken og alle de mærkelige rum ind imellem. Efter sigende lidt hit or miss live, men jeg håber de rammer begge gange denne sommer.

Los Thutanaka (Roskilde Festival/End of the Road) kommer stensikkert til at ramme et eller andet, for den amerikanske duo henter deres musik fra deres rødder dybt inde i Andesbjergene, centrifugerer den i et musikalsk laboratorium og kaster den så i alle mulige retninger.

Til sammenligning er Water From Your Eyes (Primavera) langt mere straight indie, men sammenskudsgildet af elektro og guitarindie placerer dem alligevel et helt særligt sted.

YHWH Nailgun (End of the Road) er også temmelig særlige med deres bombardement af trommebåret post-post-hardcore, mens The New Eves (Primavera/Roskilde Festival) blanding af weird-folk og art-punk heller ikke er noget, man bør misse liveversionen af.

De gamle

Festivaler er heldigvis også et sted, hvor man har lov til at stå og være lidt gammel med de gamle en gang imellem. Lige få en omgang til med legenderne. Således også denne sommer.

The Cure (Primavera/Roskilde) kommer til at tage alt for lang tid, men inden i den tre og en halv time lange koncert, er der et funklende perfekt to timers show, som både Robert Smith og én selv rammer på en god dag. Og så kan man ikke bede om mere.

Støjrock-mestrene My Bloody Valentine (Primavera) kommer til at minde os alle sammen om, hvordan guitarer sådan for alvor drømmer, mens Pulp (End of the Road) kommer til at starte verdens mest elegante musikfest.

Dad-rockerne fra Wilco (Syd for Solen) har spillet adskillige fremragende koncerter i Danmark, så mon ikke man godt kunne lokke én mere ud af dem?

David Byrne (Roskilde) kommer til at levere både nyt, men heldigvis også hit på hit fra Talking Heads-kataloget, mens Massive Attack (Primavera) kommer til at levere en helt utrolig dejlig trip-hop-tidslomme.

RnB, soul og hiphop

Sommeren 2026 giver heldigvis også mulighed for at indhente noget af det, man ikke dyrkede, da man var yngre. For mit vedkommende er det soul, R’n’B og Hiphop.

Clipse (Roskilde) er jo legendariske rappere, der med sidste års helt enormt solide comeback-plade har lagt i ovnen til en helt enorm solid koncert.

Når det gælder R’n’B-delen kan man opleve hele tre af de bedste nyfortolkere af genren, når både Dijon (Primavera/Syd for Solen), Nourished by Time (Roskilde Festival) og Rochelle Jordan (Roskilde Festival) masserer både sjælen og dansefødderne fra scenen af.

Og hvis man har brug for endnu mere nyfortolkning, så står Sudan Archives (Primavera) klar med violin og skæve beats, mens Fatboi Sharif (End of the Road) trækker dig igennem hans surrealistiske hiphop-univers.

Guitarrocken

Og når man så har oplevet alle de andre koncerter, så er der heldigvis stadig tid og rig mulighed for at høre noget godt gammeldags guitarrock her til sommer.

Det bliver blandt andet helt utrolig dejligt at få muligheden for at opleve Rilo Kiley (Primavera) live, når man nu ikke nåede det for tyve år siden (da jeg ellers købte en cd med dem i New York). Wednesdays (Syd for Solen) utroligt rare toner bliver herlige at tappe fødderne og hæve armene til og det samme gælder Ratboys (End of the Road) lige så utroligt rare toner.

Just Mustard (End of the Road) støjer og drømmer på en baggrund af beats, Jeffrey Lewis and the Voltage (End of the Road) indieslacker den på mest fremragende vis, mens Shallowater (End of the Road) slowcore postrocker den.

Frontmanden fra de fremragende The Goon Sax er flyttet fra Australien til London og dannet Expiry (End of the Road), som jeg bestemt ikke har tænkt mig at gå glip af. Og det samme gælder et andet dugfrisk London-band: Det ’amerikansk radiorock’-lydende Little Granddad (End of the Road).  

Og endelig er Texas is the Reason (Primavera) også hentet op fra halvfemserne – med forhåbentlig en ligeså sprudlende emo-rock springende fra guitarerne som der altid har gjort.   

Og det var så også det. Vi ses derude!