2026 er kommet flyvende i gang. Især fordi medellerudenbalsam nu kommer med løbende opsamlinger af årets yndlingsplader. Her er de bedste jeg har hørt i første kvartal – plus et par oversete perler fra sidste år.

2025 har været et helt vildt musikår! Så vildt, at det er blevet til en top 100 med yndlingsplader her på medellerudenbalsam. Til mit forsvar skal det siges, at der – ud over den sædvanlige horde af fantastisk guitarrock, punk og country – også er begyndt at blive udgivet godt hiphop og soul igen. Eller også er jeg bare begyndt at opdage det igen.

Endnu et år og endnu en helt enorm bunke af helt enorm dejlig musik er udkommet. Der er noget beroligende konstant over mængden af gode plader på sådan et år og noget livsbekræftende anderledes over forskelligheden og nyskabelsen, der til stadighed befinder sig hos kreative sjæle verden over. Som sædvanlig har musikken både været balsam for sjælen og en kilde til nye oplevelser gennem de sidste 12 måneder. Her er mine yndlingsplader fra året, der næsten er gået. I omvendt rækkefølge denne gang.

Det er sjældent, at en ny plade lyder som en klassiker lige med det samme. Når det sker, skal man holde på hat, briller og tårekanaler, for – holy fuck – hvor er det bare en livsbekræftende oplevelse.

I 2023 skete det, da Ryan Davis & The Roadhouse Band udgav ’Dancing on the Edge’. Lige så meget et stykke litteratur som en plade, men altså en helt vanvittig god plade. 7 sange. 7 værker om livet, døden og alt ind imellem. Et mesterværk, der transcenderer og bekræfter alt hvad man troede, man vidste om musik. ”You got a new tattoo / Of an old tattoo.”

I dont sleep/cause sleep is the cousin of death.

En legendarisk linje. En genial linje. Jeg fatter den linje. Men jeg må også erkende at jeg ikke decideret føler den linje. Men fordi jeg elsker den linje, så hænger jeg stadig på. Sådan er hiphop for mig. Et fremmed eksotisk land, hvor jeg aldrig rigtig føler mig helt hjemme, men som jeg elsker at besøge igen og igen.

Bandfotoet bag på cd-udgaven af Gin Blossoms 1992-album ‘New Miserable Experience’ er vigtigt af to årsager: 1) Det har indirekte lagt navn til den her blog og 2) hovedmand i bandet og sangskriveren bag pladens bedste sange er ikke på fotoet. Begge dele venter vi dog lige lidt med at dykke ned i.

Hvor vigtige bandfotos og cd-covers end er, er det nemlig væsentligt først og fremmest at fastslå, at det bedste ved ‘New Miserable Experience’ er, hvad der svæver ud af højttalerne, når man trykker play.

Et lidt særligt og kort indlæg her. For mens jeg stadig bager på mit næste rigtige blogindlæg her til siden, vil jeg gerne henlede mine millioner af læseres opmærksomhed på en lille artikel, som de gode folk på det dejlige undertoner.dk spurgte om jeg havde lyst til at skrive til dem.

Den handler om lykkelig kærlighed og er en opfølger til én jeg skrev til sitet om ulykkelig kærlighed for tyve år siden. Den gamle artikel er til stadighed min største kommercielle succes her i livet (bortset fra mit daglige job og min gen-x-agtige skamridning af det københavnske boligmarked, selvfølgelig). Den nye er inspireret af alt, hvad der betyder noget her i verden.

Undertoner.dk: 10 soundtracks til den lykkelige kærlighed