2025 har været et helt vildt musikår! Så vildt, at det er blevet til en top 100 med yndlingsplader her på medellerudenbalsam. Til mit forsvar skal det siges, at der – ud over den sædvanlige horde af fantastisk guitarrock, punk og country – også er begyndt at blive udgivet godt hiphop og soul igen. Eller også er jeg bare begyndt at opdage det igen.

100. Greet Death – Die in love

Vidunderlig og støjende guitarrock, der tager dig med til romantiske rejser fulde af feedback og tågede minder om at være på vej til fest hos én fra parallelklassen.

99. Grant Lee Phillips – In the hour of dust

En af mest fortryllende historiefortællere i rockhistorien er tilbage. Som sædvanlig bliver man bragt direkte ned i midten af et både velkendt og lettere mystisk USA, hvor kærligheden, håbet og nysgerrigheden stadig er styrende.

98. Massage – Coaster

Coaster er fuld af sange indgraveret i tid et sted mellem 80’ernes elektropop og 90’ernes powerpop. Som en fest, hvor du både får rejecocktail serveret på en bund af rucola OG sarkasme serveret på en bund af brun fløjl.

97. Cryogeyser – S.t.

Der er ikke noget som store guitarflader og længselsfulde kvindevokaler, der kan formidle følelsen af at eksistere i en parallelvirkelighed instrueret af Cameron Crowe.  

96. Matt Berninger – Get Sunk

Verdens bedste kedelige vokal er tilbage med fornyet inspiration på sin anden soloplade. Få kan sætte en stemning, så hurtigt, som Matt Berninger kan, når han brummende indtager ethvert rum hans musik træder ind i.  

95. K9 – Thrills

Sjaskcharmerende guitarrock af den slags, der næsten er for skødesløst, men i den grad kun næsten.

94. Water from your eyes – It’s a beautiful place

Som et musikalsk studenterbrød samler duoen endnu engang utallige elementer fra både rockens verden og de mere elektroniske dele af lydtapetet og banker dem sammen i en overraskende sammenhængene pakke.

93. Radioactivity – Time Won’t Bring me down

Forrygende comeback fra de legendariske powerpoppere/punkpoppere. Det eneste, der er hurtigere end sangene, er lysten til at trykke play igen, når pladen er færdig.

92. Pulp – More

Har Pulp nogensinde rigtigt været væk? Nu er de i hvert fald tilbage for fuld udblæsning – klar til at starte festen i det nedrevede hus i det nedrevede samfund. Hurra!

91. Anika – Abyss

I mit hoved lyder det her, som Nico i front for et guitarrockband, der er begyndt at eksperimentere med det elektroniske. I virkeligheden er det slet ikke Nico og eksperimentet er vist sket i den anden retning. Men altså godt under alle omstændigheder.

90. Delivery – Force Majure

De australske hurtige og beskidte guitarrockere er tilbage med musik, der endnu engang ryster, rammer og snurre dig rundt.  

89. Horsegirl – Phonetics On and On

Knastør og – ikke mindst – fortryllende pop fra Horsegirl. Guitarfigurer i en evig og finurlig dans med klare og forførende vokaler.

88. Midlake – A Bridge To Far

Midlake er tilbage med et album, der trækker linjer direkte til en soldiset udsigt fra poolen et eller andet sted i Laurel Canyon en eller anden gang i 70-erne.

87. Optic Sink – Lucky Number

Som en mere indie og – i øvrigt – kvindelig udgave af New Order hamrer Optic Sink derudad med den slags musik, der tegner firkanter i luften og fylder dem med seriøse miner og dansende fødder.

86. Ex-Void – In Love Again

Et slags sideprojekt til The Tubs, men tæt på at være lige så godt. Vi snakker melodisk guitarrock så langt tårerkanalerne og det skæve smil rækker.

85. Westside Cowboy – This better be something great

Et enormt frisk skud rock direkte fra Storbritannien og ind i dine og mine ører. Selvom det kun er fem numre snakker vi en herlig forvandlingskugle med både powerpop, britpop og slackerrock.  

84. Teenage Tom Petties – Rally the Tropes

Bralderende og uendelig melodisk rammer Teenage Tom Petties end velkendt lyd med et nyt udtryk et sted mellem classic rock og powerpop.

83. Truman Sinclair – American Recordings

Ung gut med guitaren og musikhistorien i orden. Truman Sinclair spiller folksange, som er både friske og totalt genkendelige. ”My name / Is JOEL ROBERTS”!

82. Black Eyes – Hostile Design

Helt vildt comeback (fra et band jeg først opdager nu). Punkrock blandet med dub. Afslappede vokaler blandet med det vildeste skrig på denne side af Zach De La Roca.

81. Index for Working Music – Which Direction Goes the Beam

Dejlig skæv indierocket postpunk et eller andet sted fra en kælder i London. Musik der er så utrolig dejlig svær at få helt styr på.  

80. Tropical Fuck Storm – Fairyland Codex

Rockfortællinger fra et eller andet sted langt ude, hvor papiret med de almindelige regler om, hvordan man laver den slags er blevet rullet sammen, proppet med svampe og røget igen og igen indtil et album har kæmpet sig ud.    

79. S.G. Goodman – Planting by the signs

Som en anden Lucinda Williams rammer S.G. Goodman trekantsområdet mellem singer-songwriter, country og den bløde ende af alt-rocken helt perfekt.

78. Deftones – Private Music

Drivende og metallisk guitarrock af nogle af de helt store inden for genren. Deftones er kun ét band, men det lyder som adskillige bands, der hamrer igennem på én og samme smukt koordinerede gang.  

77. Star 99 – Gaman

Amerikansk radiorock af fineste skuffe med dejlig variation mellem kvinde og herrevokal. Som at kigge direkte ind i sjælen på Griffin fra ’Party of Five’.

76. Steve Gunn – Daylight Daylight

Der findes ikke mange musikere, der hviler lige så meget i sig selv, som Steve Gunn. Transcenderende rolige sange, der befinder sig i deres helt egen verden.

75. Liquid Mike – Hell is an airport

Vores alle sammens yndlings postbud/powerpopper bringer endnu en samling hæsblæsende guitarsukkerknaldperler direkte ind i øregangen.

74. The Gotobeds – Masterclass

Gotobeds er tilbage i noget nær topform med rock, der ruller og ryster møtrikkerne, så hele maskinen konstant er ved at koge over, men heldigvis aldrig gør det.

73. Florry – Sounds like…

Florry er ikke decideret countryrock, men er derimod i konstant bevægelse et sted mellem country og rock. Musik, der drikker af samme hestetrug, som Stones drak af, da de skrev ”Dead Flowers”.

72. Che Noir & the Other Guys – No Validation

Lige min form for hiphoplyd på denne her. Varm som en ’A Tribe Called Quest’-plade eller solskinnet på sofaen lige midt i gården i ’The Wires’ ghetto-byggeri.

71. Garrett T. Capps – Life is strange

Som en åndelig nevø af Uncle Tupelo leverer Garrett T. Capps countryrock-perler med en singer-songwriter-sensibilitet.  

70. Broken Record – Routine

Lige direkte fra foden af Rocky Mountains er Emo-rockerne fra Broken Record tilbage med en omgang store følelser på en guitarformet flaske, der er godt i gang med at blive godt og grundigt rystet. Sammen med alle, der lytter med i øvrigt.  

69. Clipse – Let God Sort Em Out

Hiphop-legender i tilbage i fuldt vigør. Hjerte og selvtillid i konstant sammenspil med guddommelige beats og samplinger.

68. Turnpike Troubadours – Price of Admission

Countryheltene er tilbage med endnu en samling tårepersere om livet med de beskedne ønsker under den store himmel. Momentvis mageløst.

67. Bambara – Birthmarks

Fart-på post punk med læderjakker drivende ned af væggene. Den formår både at være umiddelbar og komme snigende denne her.

66. Cigarette Camp – Steps

19 sange på lige under 20 minutter. Hæsblæsende punk med en helt utrolig dejlig blanding af hurtige powerpop-guitarer og snottet vokal. Forrygende.

65. Wednesday – Bleeds

Herligt varieret guitarrock, der sætter neglene dybt i både ryggen og sindet på lytteren – både for at nusse, men også for at rive.

64. The Beths – Straight Line Was a Lie

Hvis der var en genre, der hed ’vanvittig behagelig guitarrock’ ville der være et stort fedt billede af The Beths lige ved siden af definitionen i ordbogen. At lytte til dem er ligesom at blive sænket langsomt ned i badekar af honning, der giver komplimenter og fortæller én alt, hvad der er galt med ’Love Actually’.

63. The Laughing Chimes – Whispers in the Speech Machine

Laughing Chimes skaber en perfekt 80’er-jangle-tidslomme med deres seneste album. Lyden af rumklang, sørgelige øjne til festen og billygter i regnen.

62. Donna Allen – Atom-ic citizen of the Dying Empire

Forsangeren fra Chronophage har guhjælpemig også haft tid til at lave et fremragende soloalbum i 2025. En mere intim indievibe en hovedbandet, men mere eller mindre lige så godt.

61. Moontype – I let the wind push down on me

Indie der rammer den helt rigtige balance mellem både at kilde og kradse. Dejlige melodier og endnu dejligere vokal.

60. Shinglers – Hit the Head!

Fuldstændig mageløst old school country med fuld hane på steelguitar, hjertesorger og de der buske, der blæser igennem forladt cowboyland.

59. Maura Weaver – Strange Devotion

Vi snakker vel nærmest Cat Power møder Teenage Fanclub her. Eller sådan noget lignende. Skønt er der i hvert fald.

58. Dijon – Baby

BoyzIIMen i blenderen og så kører det fanme bare derud. Who would have known! Intens og legesyg soul.

57. Lily Seabird – Trash Mountain

En bund af skønne singer-songwriter-sange fra små amerikanske bjergbyer krydret med en anelse fuzz-guitar og drysset med en god del nerve på toppen. Send den ud!

56. Citric Dummies – Split with Turnstile

Så er der fanme punk som vores øldrikkende onkler fra den amerikanske midtvest i 1980-erne lavede den. Hurtige guitarer og endnu hurtigere humor.

55. Fish Narc – Frog Song

Emo-guitarrock af fineste skuffe. Musik der lister sig ind, kysser dig på øret, rusker dig blidt og hvisker ”ER DU BLEVET FULDSTÆNDIG SINDSSYG!!”

54. Ganser – Animal Hospital

Dejlig postpunk, der især udmærker sig ved at være en hel del mere varieret end selv de gode plader i den genre plejer at være.

53. Loose Tooth – New Age

Både dejlig og dejlig vægtig indiepoprock fra Australien. Man smiler og smiler og græder så en smule, når albumlukkeren ruller ind over den indre skærm.

52. Birth (Defects) – Deceiver / Mirror

Som Washington State i starten af 90-erne rocker Birth (Defects) sig direkte ind i både sjæl og nerver hos ethvert beskidt guitarelskende menneske. Kids, nu kan I endelig smide jeres Nirvana-t-shirts til vask.

51. Chronophage – Musical Attack: Communist + Anarchist Friendship

Kun fire numre på denne her ep, men det er nok til at slå Chronophages helt særegne lyd fast med 12-tommer-søm. Melodisk og underligt på samme tid.  

50. Idle Ray – Even in the Spring

Der en lige linje fra Byrds til Velvet Crush på Idle Rays nye plade. Og hvis man kunne sniffe smukke lige linjer med solbeskinnet, melankolsk guitarrock, så havde min næse slet ikke set så flot ud som den gør.  

49. Safe Mind – Cutting the Stone

Absurd catchy elektroniske tunes her. Som en indie udgave af Pet Shop Boys, der tilfældigvis elskede at ryge fede og danse i en ordentlig koger.   

48. Search Results – Go Mutant

Britisk guitarrock i den mere Parquet Courts-agtige indie-ende af skalaen. Udfordrende, en anelse beskidt og vidunderligt melodiøst banker de derudaf.

47. Wiccans – Phase IV

Fantastisk dejligt at have Wiccans tilbage efter en lang pause. Ingen blander hardcore og straight up rock så godt som texas-bandet med de hidsige guitarer.

46. Titanic – Hagen

Drømmende spansk vokal, lidt distorted guitar, masser af cello og så Phil Collins-trommer ud over det hele. Det lyder godt og det lugter godt, Anne Mette Roland.

45. The Cowboys – Captain Easy’s Downfall

The Cowboys beviser endnu engang, at de gennem klassiske guitarrock-, garagerock- og powerpop-referencer når hen til et sted, der er helt deres eget. Det er en plade, der lever mere og mere jo længere man kommer igennem den.

44. Footings – The Worm Moon

Små skæve fortællinger, der flot vakler lige på kanten af den emotionelle klippeafsats. Som en mere afdæmpet og sørgende udgave af Wilco. Eller måske en festlig udgave af Songs: Ohia.

43. Camp Trash – Two Hundred Thousand Dollars

Kæmpe Modern Baseball-vibe her, hvilket altså vil sige rystende catchy guitarrock med en knivspids emo. Som en biltur rundt i alle amerikanske stater på 2 minutter og 13 sekunder.  

42. Modern Nature – The Heat Warps

Artbandet har hældt lidt sukker i melodimaskinen og helt fantastisk er resultatet blevet, at de er kommet hen et lignende sted, hvor guitarrockbandet Eleventh Dream Day sidst befandt sig. Et herligt sted, hvis nogen skulle være i tvivl.

41. De La Soul – Cabin in the Sky

Legendariske De La Soul er tilbage og selvom der (desværre) kun er 2/3 af dem tilbage her på jorden har de sjældent lydt bedre. Pladen er en hyldest til afdøde Trugoy the Dove (den sidste 1/3) og det alvorlige emne koagulerer perfekt med de opløftende festtoner til en sublim tilbagekomst for hiphoplegenderne.  

40. Thalia Zedek Band – The Boat Outside Your Window

Den fantastiske Come-frontkvinde er tilbage med en soloplade, der både river og drømmer. Evig gyldig musik!

39. Greg Freeman – Burnover

Som en hæsblæsende romantiker rejser Greg Freeman sig igennem sange fra der, hvor rock møder ærlighed.

38. GI Jinx – Mind Freak

Sønderrivende rock der sætter ild i bunden af en fugtdryppende kælder, mens der foregår unævnelige (men overordnet sunde) ting i værelset ved siden af.

37. Mckinley Dixon – Magic, Alive!

Nærmest tårerfremkaldende hiphop om livet og døden med beats og samplinger, der er både forfriskende og nostalgibærende på én gang.

36. Andres Miquel Cervantes – Songs for the Seance

Som en mere dyster Townes Van Zandt leverer Andres Miquel Cervantes endnu engang singer-songwriting i verdensklasse. Musik der smager af whisky der smager af sorg.

35. Wavers – Look what I found

Helt klassisk ’Musik fra bands med mænd, der ikke bruger balsam’ her! Lige bortset fra, at det er en fremragende kvinde på vox. Og måske, at det er lidt mere grungy i det.  

34. Getdown Services – Primordial Slot Machine

Vidunderlige og endda dansable museringer fra en af det sjoveste og vildeste musikduoer i øjeblikket. Tænk et alternativt Sleaford Mods, der har besluttet sig for virkelig ikke at give en fuck.

33. Caroline – Caroline 2

Lyden af en gruppe engelske venner, der åbner musikalske døre mellem hinanden og hygger sig med det. Momenter af kæmpe skønhed.

32. Field Hospitals – Ethel Green

Man slipper ganske enkelt ikke af sted med at lyde så meget som vintage-R.E.M. uden at ende på min årsliste – også selvom det bare er en EP.

31. Carnivorous Bells – Beacons in Limbo

Hardcorepunk spillet på en stenet måde. Kunne snildt være soundtracket til en b-films-gyser, der – fuldstændig fortjent – blev kult.

30. Creative Writing – Baby did this

Byrds-vellyd krydret med en anelse Pavement-slackeri i en pakke af amerikansk radiorock. Med andre ord: Lyden af solskin og brun fløjl, der rammer en diner på en meningsfuld måde.

29. Alien Eyelid – Vinegar Hill

Udsvævende countryrock af fineste skuffe fra selveste Texas. Som at være midt imellem en støvet drøm og en tur med bilradioen.  

28. Rat Heart – Dancin’ in the streets

Særegen, fascinerende og smuk skrøbelig lyd af neofolk-guitarer, der danser kinddans med fordrejede R’n’B-vokaler i et lettere alternativt univers. Forrygende.    

27. Nourished By Time – The Passionate Ones

Med et virvar af soul, R’n’B og en anelse hiphop kastet imod hinanden i alle retninger ender Marcus Elliott Brown (AKA Nourished by time) med noget både nyt og velkendt og – under alle omstændigheder – umådeligt vellydende.

26. Fortitude Valley – Part of the problem, Baby

Funklende powerpop fra Storbritannien. Lyden af lemonade i solen et sted, hvor man ikke altid kan regne med at den skinner.  

25. YHWH Nailgun – 45 Pounds

45 Pounds er lyden af musik, der bliver plaffet ned, som Sonny op af en halvtredserbil, men så mirakuløst overlever og overtager hele moleviten, som Michael ved en døbefont. Look what they did to my boy.

24. First Day Back – Forward

Debutplade der springer lige ud i 90’er-emo tilsat lidt violin her og der. Tørt som et godt glas hvidvin, men samtidig sprudlende melankolsk som en velskænket fadøl på den sidste sommerdag.

23. Artificial Go – Musical Chairs

Når Angie Willcutt igen og igen forlanger at få en ’Red Convertible’ i sangen af samme navn er der muligvis tale om den mest cool vokal nogensinde. Det samme gælder når hun gennemgår de fleste af de gængse hunderacer, der findes i verden. Sjaskcharmerende hele vejen igennem.

22. Possible Humans – Standing Around Alive

Dybt inde i Australien ligger der en lille smule alternativ version af collegerock fra firserne og simrer og funkler. Den har Possible Humans endnu engang fået ned på plade.

21. Sharp Pins – Balloon Balloon Balloon

Man kan være fuldstændig fortrøstningsfuld for fremtiden, når der kan være så meget god musik i så ung en mand (Tredje Sharp Pins-plade på tre år plus lige også årets plade med ”hovedbandet” Lifeguard). Tindrende popmelodier og funklende guitarrock holdt smukt sammen af gaffatape og FM-radiosignaler.

20. Major Stars – More Colors of Sound

Forrygende og episke guitarflader møder fortryllende vokal og sød musik opstår. Altså hvis sød musik var knugende rockfortællinger.

19. Fust – Big Ugly

Countryrock, der tegner melankolske billeder af den slags Amerika, som forhåbentlig stadig eksisterer et sted. Om ikke andet i hjertet på Fust.

18. Lemonheads – Love Chant

På sine efterhånden midaldrende dage har den ukronede konge af melodier, der lyder præcis som øl i solen i en verden uden iphones, gjort det umulige: Lavet en plade, der både lyder som ham selv og samtidig som et helt nyt take på, hvordan han selv lyder. Utroligt.

17. Kaleidoscope – Cities of Fear

Det starter som en fremragende hardcore-plade og slutter som noget, der er endnu vildere. World building som kun sure, men eftertænksomme, mænd med hurtige guitarer kan gøre det.

16. Graham Hunt – Timeless World Forever

Som en ung og opdateret version af Matthew Sweet med en anelse Beck i ascendanten poprocker Graham Hunt sig igennem sin fremragende debutplade.

15. Semi Trucks – Georgia Overdrive

Momentvis er det drivende guitarrock, momentvis tager de lige nøjagtig nok tempo af til at man får ro til at drømme om halvfemserne. Ind imellem rammer de slackerrocken, så perfekt, som man nu engang har lyst til at ramme slackerrocken.

14. Lifeguard – Ripped and torn

Som en opdateret version af Mission of Burma river Lifeguard sig vidunderligt igennem deres debutplade, som en lunefuld kat igennem en Børge Mogensen-sofa.

13. Tubs – Cotton Crown

Musikkens svar på en labrador med store, bløde, våde øjne og en logrende hale. Har svært ved at se, hvordan man i alvideste verden kan have noget som helst problem med det her.

12. Tony Molina – On this day

Tony Molina er for musikelskere, hvad tryllekunstnere er for små børn. Med et blødt bombardement af den ene vidunderlige korte melodiske kærlighedserklæring efter den anden gør han noget dejligt simpelt, der er dejligt umuligt at gøre ham efter.  

11. Brown Horse – All the right weaknesses

Den klart mest solide omgang indieficerede countryrock på denne side af Atlanten. Måske endda på begge sider.  

10. Floodlights – Underneath

Årets næven-i-vejret og tåren-i-øjenkrogen-plade. Hvis fed stadionrock stadig var en ting ville det her være fed stadionrock. Bare lidt mere indie i ånden.

9. Good Flying Birds – Talulah’s Tape

Når jeg drømmer allermest, så drømmer jeg at ungdommen er og altid bliver ved med at være præcis som denne her plade lyder. Støjende jangle-guitarer i en skov af sjov kaos, hjertesorg og optimisme.

8. FACS – Wish Defense

Minutiøs og brusende støjrock af den slags, der trykker på alle de rigtige knapper. Og apropos at trykke på alle de rigtige knapper, var det den sidste plade med Steve Albini i producerstolen (RIP).

7. Mint Mile – Andwhichstray

Tim Midyett er nærmest tilbage i peak Silkworm-form med denne her plade. Stramt og Crazy Horse-ramme-sprængende på én og samme gang. Fuldstændigt magisk!

6. Grace Rogers – Mad Dogs

Bragende ærlig og enestående singer-songwriter-country-indie fra dybt inde i Kentuckys bjerge. Uendeligt smukt.

5. Throwing Muses – Moonlight Concessions

Der er noget fuldstændig tidsløst over Throwing Muses. Siden midten af firserne har Kirstin Hersh og co. blidt svævet over rockhimlen og fyret den ene salve særegen rock ned over de unge, eftertænksomme tåvippende eksalterede fans. Således også i 2025.

4. Golomb – The Beat Goes on

Rockmusik, der er både klassisk og forfriskende finder man virkelig sjældent, men jeg skal da lige love for, at man finder det hos Golomb. Som hvis Mick Jagger og Kim Deal fik et barn og besluttede sig for at opdrage det som Yo La Tengo, men barnet voksede op og gjorde lige præcis hvad det selv ville… Lad mig lige tjekke om det rent faktisk er præcis det, der er sket.

3. Mess Esque – Jay Marie, Comfort Me

Forførende og stemningsfuldt vader Mess Esque lige ind i hjertet med musik, som både lyder og mest af alt føles både anderledes og dejligt hjemligt. Hvis der ikke var noget man elskede mere end at plukke blomster i en engelsk have, ville det her være lyden af at plukke blomster i en engelsk have.

2. Verity Den – Wet Glass

En plade, der rammer rummet mellem dreampop, shoegazer og post-rock så perfekt, at man næsten græder når man svæver dybt ned i hver eneste perle af et nummer. Den ene perfekte detalje efter den anden lokker og trækker én blidt hen til et helt nyt musikalsk sted i verden.

1. Ryan Davis & the Roadhouse Band – New Threats from the Soul

Nye trusler fra sjælen af verdens i øjeblik klart bedste sangskriver og hans gruppe af vidunderlige musikere. Lige som man troede, at Ryan Davis umuligt kunne blive bedre, så blev han det. Magisk og lettere elektronisk krydret countryrock lægger bunden og lyrik fra et andet plan i denne verden løfter det over toppen.