Det er sjældent, at en ny plade lyder som en klassiker lige med det samme. Når det sker, skal man holde på hat, briller og tårekanaler, for – holy fuck – hvor er det bare en livsbekræftende oplevelse.

I 2023 skete det, da Ryan Davis & The Roadhouse Band udgav ’Dancing on the Edge’. Lige så meget et stykke litteratur som en plade, men altså en helt vanvittig god plade. 7 sange. 7 værker om livet, døden og alt ind imellem. Et mesterværk, der transcenderer og bekræfter alt hvad man troede, man vidste om musik. ”You got a new tattoo / Of an old tattoo.”

I dont sleep/cause sleep is the cousin of death.

En legendarisk linje. En genial linje. Jeg fatter den linje. Men jeg må også erkende at jeg ikke decideret føler den linje. Men fordi jeg elsker den linje, så hænger jeg stadig på. Sådan er hiphop for mig. Et fremmed eksotisk land, hvor jeg aldrig rigtig føler mig helt hjemme, men som jeg elsker at besøge igen og igen.

Bandfotoet bag på cd-udgaven af Gin Blossoms 1992-album ‘New Miserable Experience’ er vigtigt af to årsager: 1) Det har indirekte lagt navn til den her blog og 2) hovedmand i bandet og sangskriveren bag pladens bedste sange er ikke på fotoet. Begge dele venter vi dog lige lidt med at dykke ned i.

Hvor vigtige bandfotos og cd-covers end er, er det nemlig væsentligt først og fremmest at fastslå, at det bedste ved ‘New Miserable Experience’ er, hvad der svæver ud af højttalerne, når man trykker play.

Et lidt særligt og kort indlæg her. For mens jeg stadig bager på mit næste rigtige blogindlæg her til siden, vil jeg gerne henlede mine millioner af læseres opmærksomhed på en lille artikel, som de gode folk på det dejlige undertoner.dk spurgte om jeg havde lyst til at skrive til dem.

Den handler om lykkelig kærlighed og er en opfølger til én jeg skrev til sitet om ulykkelig kærlighed for tyve år siden. Den gamle artikel er til stadighed min største kommercielle succes her i livet (bortset fra mit daglige job og min gen-x-agtige skamridning af det københavnske boligmarked, selvfølgelig). Den nye er inspireret af alt, hvad der betyder noget her i verden.

Undertoner.dk: 10 soundtracks til den lykkelige kærlighed

Format betyder noget. Det samme gør lyd. Men altså, det gør autencitet også. Sidste års bedste genudgivelse var en ny version af en gammel klassiker. Jeg snakker selvfølgelig om ’Tim’ af The Replacements. Let It Bleed-Edition vel at mærke. Genudgivelsen er en forrygende forbedring af en allerede forrygende plade. Et nyt – og yderst anderledes – mix af 11 stenkolde klassikere. Ok, 8 stenkolde klassikere og tre andre numre, men stadigvæk. Autencitet betyder noget. Lyd betyder noget. Og jeg aner ærlig talt ikke, præcis hvor god den nye udgave er, for jeg ejer ikke formatet.

2023 har været et helt, helt vanvittigt godt musikår. Måske det bedste siden midten af 90-erne, hvilket som bekendt var den bedste periode for musik nogensinde. Jeg har dog helt sikkert også hørt lidt mere musik, end i de sidste par år, men der har været et eller andet helt specielt i vandet i år. Knap 100 plader har reelt været i betragtning til komme på denne her liste. Så mange nye gode plader plejer jeg slet ikke at have hørt. 30 af årets plader kunne have været top ti-plader de sidste par år. Fire plader havde været ettere på mange af mine tidligere lister. Og én plade er den bedste plade i mange år.

Det har især været bemærkelsesværdigt, hvor mange plader der på en interessant og original måde har trukket på en lang række tidligere genrer og strømninger fra både 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne og sågar nullerne. Altså ikke at der er noget nyt i at lave gammelt på en ny måde, men måden som de forskellige genrer og perioder er blevet blandet på, er ny. Vi levede i gode musiktider, men 2023 har bevist, at vi så sandelig stadig gør det. Det er lige før, jeg håber at niveauet falder lidt i 2024. Vi skal jo lige have tid til at trække vejret og lave andre ting. Men også kun lige før.