Format betyder noget. Det samme gør lyd. Men altså, det gør autencitet også. Sidste års bedste genudgivelse var en ny version af en gammel klassiker. Jeg snakker selvfølgelig om ’Tim’ af The Replacements. Let It Bleed-Edition vel at mærke. Genudgivelsen er en forrygende forbedring af en allerede forrygende plade. Et nyt – og yderst anderledes – mix af 11 stenkolde klassikere. Ok, 8 stenkolde klassikere og tre andre numre, men stadigvæk. Autencitet betyder noget. Lyd betyder noget. Og jeg aner ærlig talt ikke, præcis hvor god den nye udgave er, for jeg ejer ikke formatet.

Men lad os lige starte et andet sted. Replacements var – og er – et af de bedste bands nogensinde. Romantiske rockpoeter, som på en eller anden måde altid passer ind, men aldrig rigtig passede ind. Op igennem firserne var de med til at lægge grundstenene til, hvad der skete op igennem halvfemserne. Guitarrocken taget tilbage af taberne og fremført med en ligefremhed, der hver gang får mig til at tænke på, hvorfor jeg overhovedet bruger min tid på at lytte til noget som helst andet. Replacements er selve personificeringen af, hvorfor man selvfølgelig bare skal danne sit eget band og glemme sine bekymringer.  Eller i det mindste synge om dem.

Replacements lavede ’Let it Be’, ’Tim’ og ’Pleased to Meet Me’ lige midt i firserne. De lavede også gode plader både før og efter det, men altså, det er de tre, der for alvor betyder noget. Jeg har altid haft utrolig svært ved at rangere dem. I al fairness har jeg muligvis også været relativ ligeglad med at rangere dem. Når rockmusik er tårefremkaldende godt virker det mindre vigtigt om det er bedre end andet tårefremkaldende god rock. Jeg tror ikke at genudgivelsen af Tim har givet mig mere lyst til at lave denne rangering, men et eller andet sted er man jo tvunget ud i det. For hvis det var uafgjort før og så den ene plade pludselig er så meget bedre? Ja, så burde det være åbenlyst, at det er den bedste. Eller hvad?

Inden jeg svarer skal vi lige et andet sted hen. Lidt nord for Aalborg for at være helt præcis. Og i slutningen af halvfemserne for at være lidt mindre præcis. Her var jeg kørt op, sammen med min gode ven Jakob, for at hente det (brugte) anlæg jeg stadigvæk ejer i dag. Vi snakker et Luxman forstærkersæt og en Luxman-cd-afspiller. Jeg havde spurgt på et hifi-forum efter ”noget med VU-metre” og det fik jeg. Og så fik jeg også meget (som i meget) bedre lyd end på mit forrige Technics-anlæg. Pludselig betød lyd mere end det havde gjort før. Plader åbnede sig på en anden måde og fra den ene dag til den anden var det mig en gåde, at nogle mennesker overhovedet kunne holde ud at høre musik på andet end et Luxman-anlæg. Eller – for at være large – på noget andet end japansk Vintage Hifi i al almindelighed. Men jeg var – eller er – ikke hifi-nørd. Det ved jeg, fordi jeg ikke udelukkende ejer en Tina Turner-plade og en Dire Straits-plade, som jeg skifter imellem at høre på repeat for at nyde effekten af nye strømkabler til 100.000 klik, men OGSÅ fordi jeg stadig elsker musik, der lyder som om det er optaget i et badekar. Som for eksempel Hüsker Dü. Eller den originale udgave af ’Tim’.

’Tim’ blev udgivet i 1985 og jeg hørte den første gang ikke så lang tid efter jeg havde hentet mit anlæg i Nordjylland. Lang tid efter den blev udgivet med andre ord. Vinylpladen, som jeg ejer og elsker, er en tynd, slidt sag. Mixet af Tommy Erdelyi AKA Tommy Ramone på en måde, der i hvert fald ikke skriger japansk hifi, og den er et lille mirakel. Genudgivelsen er mixet af Ed Stasium og den lyder på det nærmeste perfekt og den er et lille mirakel. Det er to forskellige plader og den nye er utvetydig bedst. Den er fantastiske sange OG god lyd i en herlig forening. Den nye ’Tim’ er den gamle ’Tim’s storebror. Den nye ’Tim’ går ned i skolen og tæsker Tina Turner og Dire Straits-bøllerne, der har mobbet den gamle ’Tim’. Den nye ’Tim’ læser højt for underpriviligerede børn og laver fantastisk indsigtsfulde dokumentarfilm. Den nye ’Tim’ rules. Jeg kan bedst lide den nye ’Tim’, men jeg elsker stadigvæk den gamle ’Tim’. Det havde ikke været Replacements, hvis den ikke havde været der. Men for at være helt ærlig, så får det mit hoved til at snurre lidt, at begge udgaver nu eksisterer på samme tid.

Og så var der det med formaterne. Lang tid før jeg hentede mit nye brugte anlæg i Nordjylland vidste jeg, at det betød noget for mig at eje fysiske udgaver af musik. Eller det vil sige, det vidste jeg ikke, for dengang var der ikke så mange andre alternativer, men senere er det gået op for mig, at jeg hele tiden har vidst det. Og stadig ved det. Fysiske udgaver – hvadenten det er vinyler eller cd’er – placerer musikken i min virkelighed på en helt anden måde end streaming nogensinde kan gøre. Min samling er min samling. Andres musik, bevares, men min samling. Nå ja, og så lyder det bedre. Jeg er ked af Tidal-typer, men det gør det. Hvis I havde noget japansk vintage hifi ville I være enige. Derfor køber jeg fysiske eksemplarer af den musik jeg hører. Der er bare én undtagelse: Box-set. Jeg forstår ikke box-set. Det er pladesamlerens svar på en sous vide-koger. Pompøst og overflødigt. Jeg forstår ikke box-set! Hvilket selvfølgelig gør det utrolig irriterende, at Tim – Let It Bleed-edition – Ed Stasium-mix – KUN FÅS SOM ET BOXSET! Jeg nægter at købe det. Indtil jeg en dag nok ikke nægter længere. Jeg er kun et menneske. Heldigvis. Og det er én af de bedste genudgivelser nogensinde af én af de bedste plader nogensinde. Så måske skulle jeg høre den rigtigt.