2023 har været et helt, helt vanvittigt godt musikår. Måske det bedste siden midten af 90-erne, hvilket som bekendt var den bedste periode for musik nogensinde. Jeg har dog helt sikkert også hørt lidt mere musik, end i de sidste par år, men der har været et eller andet helt specielt i vandet i år. Knap 100 plader har reelt været i betragtning til komme på denne her liste. Så mange nye gode plader plejer jeg slet ikke at have hørt. 30 af årets plader kunne have været top ti-plader de sidste par år. Fire plader havde været ettere på mange af mine tidligere lister. Og én plade er den bedste plade i mange år.

Det har især været bemærkelsesværdigt, hvor mange plader der på en interessant og original måde har trukket på en lang række tidligere genrer og strømninger fra både 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne og sågar nullerne. Altså ikke at der er noget nyt i at lave gammelt på en ny måde, men måden som de forskellige genrer og perioder er blevet blandet på, er ny. Vi levede i gode musiktider, men 2023 har bevist, at vi så sandelig stadig gør det. Det er lige før, jeg håber at niveauet falder lidt i 2024. Vi skal jo lige have tid til at trække vejret og lave andre ting. Men også kun lige før.  

Her er de bedste plader fra et fabelagtigt år.

1. Ryan Davis & the Roadhouse Band – Dancing on the Edge

Efter fire plader, der bare blev bedre og bedre med bandet State Champion, er GENIET Ryan Davis nu gået solo (mere eller mindre) og har leveret ikke bare årets plade, men en øjeblikkelig top 20-plade nogensinde. Det er vigtigt at slå fast, at ’Dancing on the Edge’ er fyldt med fantastisk musik (kosmisk country garneret med spændende og overraskende variationer), men det er også vigtigt at slå fast, at der er tale om noget, der går langt ud over musik her. Det Ryan leverer på denne udgivelse er et brusebad af poetiske, rørende, dybe og dybt humoristiske betragtninger om livet og døden og alt ind i mellem. Det er et vaskeægte værk. Og det er ”The sound of someone bearing a torch”, som en anden musiker, Bill Callahan, er citeret for at sige på forsiden af pladecoveret.  

2. Surveillance – Less Than One, More Than Zero

Hvad er klassisk rock? Nogen ville sige en genre med bands som Rolling Stones, Thin Lizzy og Fleetwood Mac. Men det rigtige svar er den nye plade med Surveillance. Skiftevis kvinde/mand-vokal, følelsen af at være ung og køre i bil og guitarer, der får himlen til at smile for sig selv, nikke anerkende og sige at J. Mascis har ringet for at sige “wauw”.

3. Sweeping Promises – Good Living Is Coming For You

Der er ingen andre som Sweeping Promises. New wave-duoen befinder sig i et musikalsk rum, der er så legende, vildt og samtidig straight op solidt, at man ikke rigtig forstår, hvordan det kan lade sig gøre. De er ganske enkelt at the top of their game lige der i Kansas af alle steder. Og de virker heldigvis ikke til at være i nærheden af stoppe med det at skrive deres – og vores alle sammens – musikhistorie.

4. Tommy Prine – This Far South

Og apropos musikhistorie, så er Tommy Prine også en god én. Tre år efter hans berømte far selv drog sit sidste country-suk, kaster Tommy sin egen musik ud i verden i form af et fuldstændig fantastisk debutalbum. Og selvom man nikker genkendende til arven fra John, er det i høj grad sønnikes egen gennem-melankolske livssoundtrack vi hører her.

5. The Lost Days – In the Store

Tusind tak for Tony Molina. Og for Sarah Rose Janko, som han er teamet op med på denne udgivelse. I vanlig Molina-stil holdes det short and sweet. 13 minutter badet i vellyd, sukkermelodier og melankoli efter en verden vi nok tror eksisterer et eller andet sted dybt nedsunket i ungdommens klare tåger.

6. FACS – Still Life In Decay

Det er en guitarlyd, der er så sprød, at man tænker nogen har glemt at slukke for ovnen. En stemning, der skifter mellem dyster og storslået. En vokal, som træder frem med lige dele provokation og rolig troværdighed. Det er Still Life In Decay og den samlede pakke minder om få ting jeg har hørt før. Fremragende.

7. Wireheads – Potentially Venus

På deres seneste plade vader Wireheads rutineret og roligt rundt i et potpourri af, hvad der føles som alt, der er godt ved indierock. De rocker, de indie’er og de stener vidunderligt smukt.

8. Connections – Cool Change

På en eller anden måde føles det forkert, at kalde Connections for “et sikkert kort”, når de nu laver så livlig og livsbekræftende musik. Men ok, de er et sikkert kort i et spil, der handler om at spille melodisk få-fuglene-til-at-synge guitarrock igen og igen og igen og igen og igen….

9. The Cowboys – Sultan of Squat

The Cowboys har altid været en russisk dukke af powerpop. Et kinderæg af guitarrock. Og på den nye plader stikker det helt af. På den gode måde altså. Den røde tråd er stadig melodier, som er få bands forundt, men inden for de rammer er der tale om en genremæssig forvandlingskugle (jeg vidste jeg havde en metafor til i ærmet). Det føles næsten forkert at vælge ét nummer at fremhæve.

10. Invisible Rays – Sequin Dream

Som Cheap Girls bare med et mere 2023-agtigt navn blæser Invisible Rays derudad med amerikansk guitarrock, som vores Gen X-onkel lavede den. Ingen balsam i sigte her.

11. Half Stack – Sitting Pretty

Et eller andet sted mødes The Flying Burrito Brothers eller måske endda the Byrds med noget virkelig godt nuller-indie og så opstår der bare stille og roligt noget fuldstændig magisk. ‘Sitting Pretty’ er musikhistorie skrevet med autentisk pen.

12. Mope City – Population 4

Den fjerde plade fra australske Mope City, lyder som Codeine, hvor hængslerne er blevet blæst af. Der er næsten lige så meget tale om sangbidder bundet sammen af de sejeste guitarriffs, som der er tale om sange. Men det er stadig en smuk, smuk helhed i al sin langsomme støj. Elsker det.

13. Animal Piss, It’s Everywhere – s.t.

Ok, jeg er vild med navnet. Jeg vild med deres kosmiske country, der holder et meget højt niveau hele vejen igennem. Jeg er vild med vokalen, der lystigt danser lige på kanten mellem lårklaskende pastiche og rørende dybfølt stemning. Jeg er vild med, at pladen starter med linjerne: “I like Jesus / He turns water into wine”.

14. Alien Eyelid – Bronze Star

Mere klassisk countryrock. Musik, der er ligesom en varm, velkendt dyne af pedal-steel-guitarer og mundharmonika. Og ja, det holder én mindst lige så varm, som de fineste andedun.

15. Ibex Clone – All Channels Clear

Gennemsolid indierock med guitarer, der henholdsvis svæver og bider. Det er detaljeret og tight, samtidig med, at det giver fornemmelsen af et band, der kunne gøre det dagen lang, uge efter uge og kun lige ville holde pause for at drikke en øl og læse en klassiker.

16. The Tubs – Dead Meat

Hovedet-på-sømmet/kytnæven-i-vejret/tåren-i-øjenkrogen romantisk guitarrock som henter fra både Smiths, Smudge og Smoo-Betweens (Go-Betweens). Melankoli med fart på med andre ord. Vi ses på Loppen til februar.

17. Militarie Gun – Life Under the Gun

Man ved det bare fra de første guitarriffs og den første “Uh Uh” på pladen: Militarie Gun har tænkt sig at spille noget rock og de har ikke tænkt sig at stoppe før de er færdige og vi alle sammen er badet i sved og lykkelige forglemmelser om realkreditlån og powerpoint-præsentationer. Uh uh, det føles godt at være en knægt igen.

18. There Will Be Fireworks – Summer Moon

Efter ti års pause vader skotske There Will Be Fireworks direkte tilbage i vores liv med deres gutwrenching, fistpumping, heartbreaking indierock. Af alle vintage forstærkere i verden, skulle I lige spille på min! Hvis jeg havde været teenager i midtnullerne havde det her ramt endnu hårdere. Men nu var jeg en umoden, retningsløs mand i tyverne på det tidspunkt, så det rammer stadig ret så hårdt. (‘Hårdt’ = godt i det her tilfælde.) Play it again, Sam There Will Be Fireworks.

19. Martin Frawley – The Wannabe

Det er tydeligt lige fra starten af, at man har fat i en klassisk plade her. Og jeg mener klassisk i den forstand, at den kunne have været lavet på alle tidspunkter imellem 1964 og 2078 (det år, hvor AI, mobiltelefoner og Heartland-festivalen endeligt vinder krigen mod musik) og været lige så højt vurderet alle årene. Det er ganske enkelt tale om en samling helt utroligt gode sange. Nogle gange er der ikke brug for mere. Og hvem kan stå for det coverbillede!

20. Broken Records – The Dreamless Sleep of the 1990s

Altså alene det at pladen hedder The Fucking Dreamless Sleep of the Fucking 1990s (undskyld) er sådan set alene grund nok til, at den optræder på listen her. Heldigvis følger musikken godt med. Den plukker fra den storslåede rock – både fra 90’erne, men sådan set også 80’erne og nullerne – og samler det i en herlig nyklassisk musikalsk romkugle (de gode, der ikke smager af rom). Tænk The National møder R.E.M. møder Simple Minds. Man græder af glæde over lige pludselig at støde ind i den slags musik 2023.

21. Neil Jung – Infinity is Whatever

Teknisk set er det her kun en EP, så kan den overhovedet have en plads på en årsliste over albums?!? Prøv at høre her: Det gider jeg ikke engang diskutere! Man udgiver ikke halvfemserrock med jazzmaster-soloer, slackerattitude og en vokal, der er som plukket ud af en Kevin Smith-film uden at blive belønnet af mig. Og dermed basta. Bonuspoint til dem, der ved, hvor bandnavnet stammer fra.

22. Pardoner – Peace Loving People

Mere halvfemserrock. Bare endnu mere slacket. Og endnu mere rocket. Og endnu mere ikke en ep. Vi snakker guitarer, der flyver rundt i rummet og udelukkende kommer ned for at spise og se et afsnit af “Verdens ældste teenager”. Alt imens forsangeren halvt synger og halvt laver en voice-over, der forklarer musikken mens den bliver spillet. Lidt på samme måde som en instruktør undervejs forklarer sin arthouse-film på en særudgave på Criterion Channel. Det er godt, hvis I skulle være i tvivl.

23. Index for Working Music – Dragging the Needlework for the Kids at Uphole

Med musik, der lige en tand mindre “out there” end pladetitlen (men kun en lille tand) leverer Index for Working Music én oplevelse som klør lige det, hvor jeg ærligt talt ikke anede i forvejen at det kløede. Men det gør det. For hver sløv, hypnotiserende akkord vokser denne her plade mere og mere.

24. Turnpike Troubadours – A Cat in the Rain

Verdens bedste countryband er tilbage! Ikke med verdens bedste countryplade, denne gang. Trods alt. Men der er en smukhed i frontmand Evan Felkers nyfundne ro, ædruelighed og ægteskabelige bliss. Og når de rammer, så rammer de fanme stadigvæk lige der, hvor ens tårevædede øjne kigger op mod himlen, mens man tjekker om drømmene stadig ligger sikkert i cowboystøvlerne inden man endnu engang overvejer om det egentlig giver mening at flytte til Oklahoma.

25. Steve Marino – Too Late to Start Again

Som en Evan Dando-brother from another mother spurter Steve Marino rundt og leverer sukkervokaler, sukkerriffs og sukkermelodier på hans nyeste plade. Det er den slags musik, som spiller mens hovedpersonen i en coming-of-age-film opdager uanede ressourcers hos hende selv og/eller livets foranderlige og skrøbelige smukhed.

26. Wurld Series – The Giant’s Lawn

Jeg skal ærligt erkende, at Wurld Series ikke havde mig ved “Goddag, vi er nu også inspireret af prog, fløjter og britisk psych-folk på vores nye plade.” Men da de lige efter sagde, at de også stadig er dybt inspireret af Guided By Voices og helt generelt er fra New Zealand, var jeg sådan lidt: “mjaa, jeg må hellere lige høre pladen.” Det er jeg glad for, jeg gjorde! For ved I hvad? Pakken fungerer 100 procent. Jeg vil endda ikke afvise, at jeg også vil kunne lide andre sange om træer, vandhuller og frøer i fremtiden. Godt gået, Wurld Series!

27. R.M.F.C. – Club Hits

På trods af navnet på pladen er vi ikke rigtig på Club her. Man vi er omvendt heller ikke rigtig ikke på Club. Det er sandsynligvis den mest dansable plade på listen her, men bare rolig: Det er stadig guitar, der bliver spillet på. Én med tolv strenge endda. Resultatet er postpunkt med helt utroligt legesyge guitar-figurer. Måske lidt Devo-agtigt, men alligevel ikke helt Devo-agtigt. Mere nede på jorden og australsk. Jeg er vild med det.

28. Sharp Pins – Turtle Rock

Indierock af den slags, der består af gode melodier, der kælent bliver overhældt med reverb. Ikke for meget reverb, men dæleme heller ikke for lidt. Jeg vil umiddelbart sige, at vi er et sted mellem The Shins og Sparklehorse, hvilket, som bekendt, er et virkelig, virkelig godt sted at være.

29. The Pretty Flowers – A Company Sleeve

Fra start til slut bader The Pretty Flowers os heldige lyttere i powerpop som Posies eller Velvet Crush lavede det. Ud over det, er vi vist tekstmæssigt ude i en temaplade om, hvordan det er at være ansat i et dead end kontorjob i USA, når man er i sluttyverne i starttyverne. Men altså, jeg hørte ikke rigtigt, hvad du sagde efter “Velvet Crush”.

30. Del Paxton – Auto Locator

Er ‘voksen emo’ en genre? Jeg tror det måske. Og jeg tror i hvert fald, at det er lige præcis det, som Del Paxton er. Vi snakker i The Jazz June-familien, hvilket er en dejlig familie at være i. Guitarriffs, der er komplicerede, enkle og melodiske på én gang og en vokal, der følelsesladet uden at være sårbar. Alvorlig musik, der føles funderet i en nær (og alligevel fjern) fortid, hvor det hele alligevel ikke var så alvorligt.

31. Doe St – Stepping Stones

Så er vi tilbage i Australien og den lidt mere garagede ende af guitarrocken. Fuld knald på her og den slags musik, man har lyst til at drikke masser af øl til. Hvilket jeg går ud fra Australien er fint sted til at gøre.

32. Broken Record – Nothing Moves Me

Der er et utroligt ømt sweet spot mellem emo og amerikansk radiorock. Broken Record kører en pick-up-truck med kirurgisk præcision lige direkte ind i det sweet spot. Og siger så undskyld med grådkvalt stemme bagefter, mens de puster på såret.

33. Carnivourous Bells – Room Above All

Jeg er lidt i tvivl om, der er en genre, der hedder minimalistisk hardcore, men det burde der måske være. I hvert fald, hvis man skal finde en god beskrivelse til den seneste plade fra Carnivourous Bells, som jeg ærlig talt er i tvivl om, hvad helt præcist egentlig er. Bortset fra at det fedt. Korte glimt af voldelig støj og korte glimt af smukke stemninger. Klippet sammen på kryds og tværs. Som sagt: fedt.

34. Class – If You Got Nothing

Rullende garage-powerpop fra start til slut på den her. Exploding Hearts-style. Det er ufortyndet good times det her. Rockmusikkens svar på et Coke-trip. Vil jeg tro. Den slags musik mange laver rimelig godt og få laver virkelig godt. Class hører helt sikkert til sidste gruppe.

35. Fiddlehead – Death is Nothing to Us

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive denne plade, men måske skal man forestille sig, at det var lykkedes nogen virkelig, virkelig at pisse Sunny Day Real Estate af. Sådan lyder Fiddlehead. Emo med en allerhelvedes fart på, med andre ord.

36. Cigarette Camp – Chalk

Fart er der også på Cigarette Camps nye udgivelse. Det er en syvtommer, så vi er endnu engang i problemer med album-årsliste-dogmerne. Men til mit forsvar får Cigarette Camp presset ti numre ind på de syv tommer. Det er helt klassisk punk og noget af de bedste klassiske punk, jeg har hørt længe.

37. Silicone Prairie – Vol. II

Silicone Prairie er et eller andet sted også en slags punk. Men godt nok i noget mindre klassisk forstand. Man kan godt ane, at Silicone Prairie græsser de samme steder i Kansas som Sweeping Promises, da der er en lignende legesyg tilgang til musikken her. Den soundtrack-agtige lyd, der er på flere af numrene mindede mig også lidt om sidste års fremragende Chronophage-plade. Under alle omstændigheder enormt godt.

38. Spiral Dub – s.t.

Knastør tilbagelænet og kølig rock’n’roll af høj, høj kvalitet hele vejen igennem. En lige linje fra Jonathan Richmann og The Modern Lovers til det her. Og som alle cool mennesker har Spiral Dub også humor i rigt mål. “Punch me in the face / once for luck and once for the fuck of it” synges der deadpan på sangen med titlen ‘Punch me in the Face’. Ha ha! Det er dog en anden I får her.  

39. State Drugs – Parade of red Flags

Man får ganske enkelt ikke lov til at lyde så meget som Gin Blossoms uden at charmere årsliste-bukserne af mig. Jeg har vist nok sagt det før, men det her er musik, der altid henter mit dybe, dybe mancrush på Griffin fra ‘Party of Five” frem til overfladen. Åh Jules, hvor KUNNE du!

40. Floodlights – Painting of My Time

Ok, hæng lige på her: Hvis man nu forestiller sig, at The Triffids var en smule som U2 og var blevet proppet ind i et helt speciel form for tidsmaskine, hvor man som band lyder mere og mere som gjorde på de første plader, men ligesom med al erfaringen og selvtilliden fra en lang og succesfuld karriere proppet ind i lyden. Og hvis det hele så lige er 30 procent mere indie end det egentlig lyder. Ja, så vil jeg mene, man har ‘Painting of My Time. Det er supergodt.

41. RVG – Brain Worms

RVG er romantisk guitarrock med stor troværdighed, autenticitet og indievibe. Som hvis tidlig Suede ikke var blevet kendte eller havde lavet Coming Up og i stedet for var blevet “opdaget” gennem ‘High Fidelity’. “I’m now gonna sell 5 copies of ‘Brain Worms’ by RVG.” Gør det, Rob! Gør det.

42. The Toads – In the Wilderness

Mere knastør guitarrock/postpunk fra down under. Hvad de har i vandet dernede, ud over hajer, box jellyfish og afblegede koralrev aner jeg ikke, men det virker i hvert fald. Den her type musik mestrer de lige så nonchalant som vi mestrer “hygge”.

43. Guest Directors – Interference Patterns

Uha, med veteraner fra blandt andet Tad på rollelisten er der godt nok lagt i ovnen til guitarstøj og grungestemning på debutpladen fra Guest Directors. Og ja, det er der i rigt mål, men der er også støjpop, dreampop og bare helt igennem god musik i en skøn blanding her.

44. Slowdive – Everything is Alive

Når Slowdive er bedst, er de ganske enkelt hypnotiserende fortryllende. Når man lytter til de momenter holder man på en eller anden måde op med at skelne mellem vellyd og musik og hengiver sig bare til øjeblikket. Og så længe der er nok øjeblikke skal det hele nok gå.

45. Protomartyr – Formal Growth In The Dessert

Protomartyr er noget for sig selv. I over ti år har de flaneret rundt på vores anlæg og vores spillesteder og nonchalent leveret fænomenal postpunk. Guitarer, der hakker i kødet, melodier der forkæler sjælen og en vokal, der forklarer dig, hvordan livet hænger sammen.

46. Helpful People – Brokenblossom Threats

Dream pop og jangle pop mødes i sødmefuld, håbefuld og melankolsk forening på dette samarbejde mellem Glenn Donaldson og Carly Putnam. Vi snakker én lang nedsænkning i dejlighed. Indiemusikkens svar på en all inclusive-ferie ved middelhavet i 1960’erne.

47. Blur – The Ballad of Darren

På en eller anden måde er Blur tilbage. Med et album, der placerer sig perfekt, som et “vi-er-blevet-ældre-men-det-er-i-virkeligheden-kun-godt-og-faktisk-er-vi-alligvel-stadig-unge-af-sind”-type af album. Og så må man ikke glemme to fremragende tårefremkaldende festival-koncerter i sommer. Vaskeægte “Jeg-skal-dø-men-ikke-i-dag”-momenter.

48. Truth Club – Running From the Chase

Truth Club er braget ind på scenen med deres debutplade. Eller drysset stille og roligt ind på scenen. Det afhænger lidt af, hvilket nummer og – i nogle tilfælde – hvilken del af nummeret vi snakker om. Der er guitarakkorder og en sky af støj, men nogle gange daler støvet langsomt ned og varmer akkorderne. Andre gange bliver støvet blæst væk af akkorderne som en havestol i en efterårsstorm.

49. Arbor Labour Union – Yonder

Her har vi en plade, som smukt og behændigt demonstrerer den fine linje imellem utrolig dejlig legesyg og glad musik på den ene side og så Gnags på den anden side. For det utrænede øre, kan det være svært at høre forskel. Husk at træne jeres ører, folkens.

50. Citric Dummies – Zen and the Arcade of Beating Your Ass

Og til sidst har vi så lidt tyst englesang fra Citric Dummies, smukt præsenteret på deres seneste plade med navnet ‘Zen and the Arcade of Beating Your Ass’. Og med tyst englesang mener jeg sønderrivende, ørebidende, fartgrænseoverskridende punk.

51-80. Honorable mentions

God Looking Son – Confirmed bachelor (Powerpop)
Ratboys – The Window (Indierock)
Natvral – Summer of no light (Indierock, singer/songwriter)
The Menzingers – Some of it was true (Emo/Springsteen-rock)
Horse jumper of Love – Heartbreak rules (Indie/lofiguitarpop)
Teenage Halloween – Till you return (Emo/powerpop)
Slaughter Beach, Dog – Crying, Laughing, Waving, Smiling (Singer/songwriter)
Home front – Games of Power (New wawe)
Sumos – surfacing (Powerpop/Jangle)
Teenage Fanclub – Nothing lasts forever (Powerpop)
Total Downer – Caretaker (Emorock/powerpop)
Bewilder – From the Eyrie (Slow emo/folk)
Purling Hiss – Drag on Girard (Guitarrock/halvfemser)
Julian Never – pious Fiction (Jangle)
Teenage Tom Petties – Hotbox Daydreams (Amerikansk radiorock)
Narrow Head – Moments of Clarity (Grunge)
The Brights – Oyster Rock (Folkrock)
Worries – Trust your gut (Guitarrock)
Lost Film – Keep it together (Jangle/guitarpop)
Connie Lovatt – Coconut Mirror (Singer/songwriter)
Chain of Flowers – Never ending space (New Wave)
Wes Tirey – No Winners in the Blues (Country)
The Smashing Times – This Sporting Life (Jangle)
Sons of Dribble – Son of drib against the wind (indie/skæv guitarrock)
Spllit – Infinite Hatch (Eksperimenterende new wave)
Logan Ledger – Golden State (Country)
Supercrush – Melody Maker (Powerpop)
Wednesday – Rat Saw God (Indierock)
Ruston Kelly – The Weakness (Country)
Spanish Love Songs – No Joy (Emo/melodisk guitarrock)