Bandfotoet bag på cd-udgaven af Gin Blossoms 1992-album ‘New Miserable Experience’ er vigtigt af to årsager: 1) Det har indirekte lagt navn til den her blog og 2) hovedmand i bandet og sangskriveren bag pladens bedste sange er ikke på fotoet. Begge dele venter vi dog lige lidt med at dykke ned i.

Hvor vigtige bandfotos og cd-covers end er, er det nemlig væsentligt først og fremmest at fastslå, at det bedste ved ‘New Miserable Experience’ er, hvad der svæver ud af højttalerne, når man trykker play.

Og det, som svæver ud, er en guitarlinje, der ringer og bruser på én gang og som man kun lige nøjagtig lærer at kende, før den vildeste melankolske sukkervokal kommer ind. Og fordi guitarlinjen er så utrolig catchy og fordi den melankolske sukkervokal er så utrolig vild, går der et langt stykke tid før det går op for én, hvilke ord den utrolig vilde melankolske sukkervokal egentlig synger:

The last horizons I can see
Are filled with bars and factories
And in them all, we fight to stay awake

I’ll drink enough of anything
To make this world look new again
I’m drunk, drunk, drunk in the gardens and the graves

She had nothing left to say
So she said she loved me
And I stood there grateful for the lie

‘Lost Horizons’ er en himmelsk sang, der handler om et personligt helvede. Og det er ikke den eneste sang på New Miserable Experience, hvor man med en vis ret kan bruge den beskrivelse. De to andre sange fra mesterværkstrilogien fra pladen – ‘Hey Jealousy’ og ‘Found out about you’ – betræder den samme sti. Førstnævnte er det største hit og handler om en ekskæreste, spildte muligheder og livet i en lille by.

Tomorrow we can drive around this town
And let the cops chase us around
The past is gone, but something might be found
To take its place
Hey jealousy

Den anden handler igen om en ekskæreste. Men i en endnu mindre afklaret situation, hvor smerten over afvisning og tabt kærlighed bobler fuldstændigt over.

All last summer in case you don’t recall
I was yours and you were mine; forget it all
Is there a line that I could write
That’s sad enough to make you cry?
And all the lines you wrote to me were lies

Alle tre sange er universelle. Alle tre sange er guddommeligt smukke. Alle tre sange er skrevet af måske den hårdeste skæbne i rockmusikkens historie.

Doug Hopkins var 32 år gammel, da han døde. Først og fremmest af selvmord. Men mindst lige så meget af alkohol og psykisk sygdom. Han skød sig selv den 5. december 1993. Mindre end et par uger efter, at han havde modtaget – og efterfølgende smadret – en guldplade, som han fik fordi ‘Hey Jealousy’ var eksploderet i popularitet. ‘Hey Jealousy’ var Doug Hopkins’ sang, men det var alligevel ikke Doug Hopkins’ sang længere. Det var i hvert fald ikke hans succes.

Allerede da ‘New Miserable Experience’ blev udgivet over et år tidligere i august 1992 (‘Hey Jealousy’ var laaaaang tid om at bryde igennem), var Doug Hopkins ikke med i Gin Blossoms længere. Fjernet fra bandfotoet, men ikke fra kreditlisten. Han havde skrevet (eller co-skrevet) 6 ud af de 12 sange på pladen. Men han havde ikke spillet helt så meget på pladen, som på debuten ‘Dusted’ fra 1989. ‘New Miserable Experience’ var “Major-Label-debuten” og det var en tid, hvor den slags rent faktisk betød noget. Og måske betød det også for meget for Doug Hopkins endelig at få chancen for gennembrud efter et årti i musikbranchen. Eller også gjorde det netop ikke. Under alle omstændigheder tog hans alkoholisme og helt igennem destruktive adfærd for alvor fart, da pladen skulle indspilles. Efter sigende oplevede hans bandmedlemmer det som at gå på arbejde med Nicholas Cages figur i Leaving Las Vegas hver eneste dag. Noget måtte ske og det “noget” var, at de fire resterende medlemmer af bandet smed deres leder ud og fortsatte under samme navn med mere end en håndfuld af hans sange.

For de uindviede lyder det måske lidt mystisk, at det overhovedet kan lade sig gøre at smide lederen og hovedsangskriveren ud af bandet og derefter fortsætte som om intet var hændt. Det er for eksempel svært at forestille sig ‘Siamese Dream’ brage igennem i en hypotetisk situation, hvor Billy Corgan var blevet smidt ud inden udgivelsen. Men det var en lidt speciel situation i Gin Blossoms allerede inden Doug Hopkins’ alkoholisme gik i sjette gear. For selvom han alle dage havde været lederen af bandet, havde han aldrig sunget sine egne sange. Og selvom han spillede guitar på dem, var der også en anden blændende guitarist i bandet. Doug Hopkins havde sit band til at hjælpe ham med hans kreative udfoldelser, men han var ikke frontmand. Og så en dag havde Doug Hopkins ikke sit band længere. Men heldigvis havde bandet stadig hans sange.

Når man dykker ned i teksterne OG dykker ned i Doug Hopkins historie OG lytter til bandets lyd, giver det hele fuld mening. For Doug Hopkins historie og liv var heldigvis meget længe meget andet end bare alkohol. Selvom det dog meget længe også var det. Mange af sangteksterne på ‘New Miserable Experience’ handler om at drikke og drikke og drikke, så på den ene side er det historier fortalt fra perspektivet af en uhæmmet alkoholiker, men samtidig handler teksterne om ulykkelig kærlighed og den generelle sørgelige, men samtidig også helt nødvendige utilstrækkelighed som livet byder én i tide og utide. Det samlede udtryk er derfor noget fremmed koblet sammen med noget meget velkendt. Det er følelser, der koger fuldstændigt over og samtidig bliver serveret i perfekte bidder på det perfekte tidspunkt med en perfekt **chefs kiss** sauce ovenpå.

Jeg hørte og elskede Gin Blossoms i lang tid uden at fatte alt det. Også selvom jeg nok på et eller andet plan fattede det. I lang troede jeg, at åbningslinjen i ‘Lost Horizons’ var “The Clouds are rising sexy”!?! Eller rettere: Det var det jeg gik og sang for mig selv, når jeg nynnede nummeret. Jeg tænkte ikke specielt meget over, hvad der egentlig blev sunget. Og det rørte mig ikke. Jeg synes stadig det var en klassesang, og så var ‘New Miserable Experience’ faktisk ikke engang den første Gin Blossoms-plade, jeg hørte. Det var efterfølgeren fra 1996. Den ganske glimrende, men ikke nær så fremragende ‘Congratulations, I’m Sorry’. Uden Doug Hopkins, men jeg anede alligevel ikke, hvem Doug Hopkins var. Det gjorde jeg heller ikke, da jeg kort efter gik tilbage i diskografien og købte ‘New Miserable Experience’. Men mit manglende kendskab tli Doug Hopkins og hans historie betød ikke noget. Jeg elskede Gin Blossoms endnu mere, da jeg først hørte ‘New Miserable Experience’. Og selvom jeg også elskede (og elsker) bands som Better Than Ezra og Third Eye Blind elskede jeg altid Gin Blossoms mere. Som sagt, på et eller andet plan fattede jeg det. Genialitet kan ikke skjules. Heller ikke for dem, der ikke læser tekster i covers.

Og apropos covers, så var det altså coveret til min cd-udgave af ‘New Miserable Experience’, som min kammerat og musikquiz-kollega Jesper en del år senere stod i min stue og kiggede på bagsiden af.

“Der er godt nok ikke brugt meget balsam der,” var hans bemærkning til bandfotoet, der viser de fem medlemmer af Gin Blossoms, som altså på det tidspunkt ikke inkluderede Doug Hopkins længere. Men som til gengæld inkluderede en masse flannel, forvaskede t-shirts, jordfarver i stride strømme og ja – tørt, tørt, ubalsameret hår over det hele.

Jesper er – i modsætning til flertallet af mennesker her i verden (fraregnet de millioner af læsere til denne blog) – passioneret omkring musik. Jesper er også – i lighed med flertallet af mennesker her i verden – flintrende ligeglad med Gin Blossoms. Altså ikke, at det er et totalt ukendt kultband eller noget. I USA lever de stadig af at turnere rundt på udsolgte arenaer, men især på disse europæiske breddegrader bliver man oftest mødt med en blanding mellem medlidenhed, bedrevidenhed, undren, lidt nysgerrighed og en smule foragt, når man sætter ‘New Miserable Experience’ på og fortæller, at det er én af verdens bedste plader. Jesper er en god kammerat og et godt menneske med en god musiksmag, så hans reaktion var klart mere i den nysgerrige og undrende ende af den skala. Men solgt? Det var han ikke.

Men det synes jeg, at han burde være. Og flere i øvrigt burde være. Eller i hvert fald være mere sikre på, at de ikke er. Musik fra bands med mænd, der ikke bruger balsam blev derfor født som en genre (og en serie spotify-playlister). En genre, der stadig hovedsageligt eksisterer i mit hoved. Det er musik, jeg elsker, 1) fordi det er helt utroligt godt og 2) fordi jeg har det hovedsageligt for mig selv sammen med en sluttet lille kreds, der skiftevis springer på noget af det. Det er musik, som jeg føler et særligt tilhørsforhold til og som jeg – på en eller anden måde – føler et konstant ansvar for at forsvare og promovere her i livet.

Musik fra bands med mænd, der ikke bruger balsam omfatter i øvrigt en lang række andre bands end Gin Blossoms. Bands som Cheap Girls, Buffalo Tom, Lemonheads, Posies, Teenage Fanclub, Fountains of Wayne plus mange andre er også en del af konceptet. Og det er – heldigvis – en konstant voksende flok. I al sandhed sætter jeg en god del af disse bands højere end Gin Blossoms på en helt generel musikrangliste her i livet, men sjælen af Musik fra bands med mænd, der ikke bruger balsam-genren og det band, jeg allerhelst vil forsvarer til den dag jeg dør, er Gin Blossoms.

Og nå ja, når det her sted er endt med at hedde Med eller uden balsam er det bare fordi jeg – ehhmm – rent faktisk også hører andet musik end den slags.

Men lad os vende tilbage til ‘New Miserable Experience’. Det er nemlig vigtigt – ovenpå hele historien om Doug Hopkins – at få sagt, at pladen også er et mesterværk på grund af de sange, som Doug Hopkins ikke har skrevet. ‘Mrs. Rita’, ‘Untill I fall Away’ og især ‘Alison Road’ havde været main attractions på de fleste andre powerpop/jangle-albums. Det er de ikke på ‘New Miserable Experience’, men de er bestemt heller ikke bare fyld. Og helt generelt er alle i Gin Blossoms, der ikke er Doug Hopkins, ikke bare fyld. At forsanger Robin Wilson formår at omsætte en anden mands dystre tekster og melodilinjer til noget, der så rørende træder mellem smukhed og melankoli, er imponerende. Og Jesse Valenzuelas guitararbejde, vokalharmonier og sangskriver-talent (det er ham med Alison Road) ER også af høj, høj klasse. Men altså, musikken er bare ikke helt så kaotisk, intens og – som den fremragende podcast Bandsplain i sin 3 timer og tyve minutter lange profil af Gin Blossoms udlagde det – desperat, som når Dougs fingeraftryk er på sangen.

Hvor klassisk vellyden end er på Gin Blossoms musik, er den et større mirakel her end hos andre bands med samme klassiske vellyd, fordi den hos Gin Blossoms er vokset ud af noget, der er så unikt: En vision fra en tortureret, lettere vanvittig, men absolut genial, sjæl lagt i hænderne på vennerne i et band, der kunne give det liv i en verden, som han ikke blev, eller var interesseret i at blive, inviteret ind i. Doug Hopkins ønskede ikke at være stor. Han ønskede ikke at være i front. Han ønskede ikke at hænge sine dæmoner ud til smuk skue for resten af verden. Han lykkedes med de første to ønsker. Han fejlede heldigvis med det sidste.

‘New Miserable Experience’ er én af de bedste plader nogensinde.