”It feels like hell is getting higher and the sky is getting lower,” synger Ryan Davis på titelnummeret på pladen ”New Threats From the Soul”, der udkom i sommer. Måske har han ret, men heldigvis føles det også som om, at han og hans Roadhouse Band er med til at sørge for, at alt det vigtige midt imellem stadig består.

Davis er noget så specielt som en mesterlyrikker med et eksperimenterende og smukt lydende bagtæppe. Han leder sine lyttere rundt i en verden, som er både relevant, gådefuld og helt urimelig lyksaliggørende. En verden, der eksisterer ved siden af vores egen. Dejlig tæt på. Dejlig langt fra.    

Som en moderne Shakespeare opfinder den amerikanske musiker på sine plader et nyt sprog for universelle følelser, begivenheder og overgange, der bliver både belyst og udvidet gennem sangenes lyrik. Alle ting i verden får deres egen agens i denne livsbeskrivelse. De gode tider er ikke noget, vi mennesker starter eller stopper med at opleve, men nogle, der flygter, når de får chancen. Parallelle tidsforløb mobber os og den spanske mos-plante begræder tilsyneladende både blodsudgydelserne i verden og prisen på Bloody Mary’s!

“If Bob Dylan was funny, If Tom Waits was relevant”, har den nu afdøde musiker David Berman (Silver Jews, Purple Mountains) engang sagt om Ryan Davis. Store ord – især fra én, der selv var en historisk god sangskriver. Men også en ret spot on-beskrivelse. For det er lige netop på knivsæggen mellem at se og beskrive henholdsvis det muntre og det dybsindige i tilværelsen, at Davis balancerer længere og bedre end måske nogen andre.    

Det kan i hvert fald være svært at komme i tanke om andre, der kunne genfortolke Henry Davis Thoreaus naturskønne dam ’Walden Pond’ til pantelånerbutikken ’Walden Pawn’, hvor mennesker kommer hen med de sidste af deres ejendele, for at købe deres pantsatte sjæl og livsindsigt tilbage. Det er også enestående at kunne fortælle om to menneskers erkendelse af, at deres kærlighed måske ikke er det, der får kloden til at dreje rundt, men nærmere det, der får køerne til at lægge sig ned. Og det er i hvert fald absolut særegent at synge en linje så absurd billeddannende som ”I’m pushing this lawnmower down Broadway in a windstorm twirling like a sex tape in a microwave”!

I de fleste af sine 40 leveår har Davis selv snurret rundt i eller lige omkring Louisville, Kentucky, som er en af de nordlige amerikanske sydstater. Ifølge Davis selv, er det en stat, der på grund af geografien falder lidt imellem to stole. Kentucky er ikke særlig sofistikeret, mener de nordpå. Og det er ikke ægte syden, mener de sydpå. Hvis man kender den fremragende amerikanske serie ’Justified’, kender man Kentucky som et sted uden det store håb, men fyldt med håbefulde og unikke mennesker. Ryan Davis har – både som udøvende musiker, ejer af pladeselskabet Sophomore Lounge og arrangør af musikfestivalen Cropped Out – i mange år stået i centrum for håbet om at udtrykke sig kreativt og samtidig værne om lokalsamfundet og de menneskelige relationer. Og han har brugt sin foreløbige tid på jorden til at interesserer sig for andre og lære noget om livet, kunsten og den skønhed, der binder de to ting sammen.

Figurerne i Ryan Davis’ fortællinger er dog ikke mennesker, der helt eksisterer i virkeligheden, men nok nærmere spejler følelsen af at gøre det. Det er for eksempel en pige, der er blevet opdraget af en far, som er hypnotisør og en mor, der er en metronom! Det er typer, der har fået en ny tatovering af en gammel tatovering og som har set solnedgangen igennem alle de forskellige typer af øl, der findes. Det er folk, der totalskader deres amerikanerbil foran kærestens hus, hvor dørklokken ikke virker og ingen er hjemme, mens et brusende, larmende lydbillede afbryder første vers’ westernguitar og andet vers bliver efterfulgt af drum’n’bass og violin i aggressivt følgeskab.  

Musikken og lyrikken på den nye plade ’New Threats From the Soul’ spiller nemlig sammen i, hvad der bedst kan betegnes som en tæt dans mellem to mennesker, der kender og elsker hinanden ud og ind. Ordene udfordrer og kærtegner musikken og musikken understøtter tankerne og afslutter sætningerne. I en pladeforretning ville pladerne nok blive placeret under ’Alternativ country’, men det føles meget langt fra dækkende. På en måde er det nærmest som om, at Ryan Davis & The Roadhouse Band har genopfundet sangen som en kunstart et sted mellem litteraturen og filmen.

I den forbindelse er det værd at nævne, at en Ryan Davis-plade ikke er noget, du hører, mens du laver noget andet. Ikke kun fordi det ville være synd (det ville det), men fordi du simpelthen bliver så opslugt af sangene, at du ikke er i stand til at lave noget andet. En amerikansk anmeldelse af ’New Threats From the Soul’ sammenlignede lytteoplevelsen med doomscrooling, hvor man efter en time kigger op og bliver lamslået over, at der er gået en time. Men altså med den altafgørende forskel, at man efter en time med Ryan Davis i ørene er blevet markant rigere på alle mulige måder, end man var før man lyttede. Og det gælder sådan set, hvad enten man hører pladen for første eller tyvende gang.

Og apropos tid, så er Davis klart mere tidsløs end tidstypisk. Han har utrætteligt skrevet, produceret og udgivet plader i næsten 20 år – i konstant opadgående formkurve rent kvalitetsmæssigt. Han har oftest gjort det i samarbejde med kunstnerisk ligesindede, der tapper ind i den kreative hvirvelvind. Både på plader og på scenen, hvor Davis og The Roadhouse Band for nylig, efter sigende, nærmest stjal showet, da de varmede op for en af tidens andre store musikalske navne MJ Lenderman, på dennes USA-turne.   

Men især den verden som Davis beskriver og bygger op i sine tekster, er en verden, der er dejligt ikke specifikt placeret i 2025, med alt hvad vores nuværende tid indebærer af moderne fremmedgørelse. Davis’ verden er fuld af mennesker, længsel og skønhed, som svæver fuldstændig uberørt af chat-bot-prompts og debatter om debatter om influencere.

Samtidig er det også vigtigt at understrege, at der på ingen måder er tale om et nostalgi-projekt, som længes efter – eller høre hjemme – i en svunden tid. Sangene siger os lige så meget i dag, som de havde gjort for 10, 30 eller 100 år siden. Eller som de vil gøre om 20, 50 eller 200 år. Det er det, der gør dem både interessante og decideret magiske. Når Ryan Davis synger om de værste statuer, der nægter at falde, men i stedet for vender tilbage til kød og blod er det i hvert fald relevant for både historikere og folk med bange anelser for nutiden.   

”Seems the dream is dead, but the hopes are necrophiliac”, synger han også. De verdener han beskriver er tit ved at falde sammen, mens hans karakterer har en afmålt, men dog tindrende klar optimisme. Midt i alle naturkatastroferne, hjertesorgerne og ærgrelserne over forkerte livsvalg, finder de en vej videre. Ikke mindst ved at have et vågent øje for de små detaljer, der kan gøre en positiv forskel: ”To see your room for the first time, to see a picture of me in it.”  

Ryan Davis og hans musik er vigtig i 2025, fordi han er en musikalsk og lyrisk enér i musikhistorien. Han er vigtig for os lige nu, fordi det er lige nu han udgiver plader og spiller koncerter på den foreløbige top af hans formåen. Som en bruger på musikplatformen bandcamp skrev: ”I don’t wanna die, I wanna hear more Ryan Davis songs.”

Og noget tyder på, at flere og flere får det sådan. Ikke at Ryan Davis – endnu – er et musikalsk ’household name’ på samme måde som for eksempel Taylor Swift eller Charlie XCX. Men historien belønner (næsten) altid kvalitet på den ene eller anden måde og allerede denne sommer har i hvert fald den amerikanske musikpresse nærmest stået i kø for at rose Davis og ”New Threats From the Soul”. At gode mennesker får som fortjent er noget af det mest livsbekræftende her i verden.

Hvilken plads Ryan Davis indtager i musikhistorien, når han engang har sunget sin sidste sang om de steder, ”hvor selv vækkeuret ikke vover at komme og lede efter én” er selvfølgelig svært at spå om. En ny Shakespeare, en ny Dylan, en ny Coltrane eller bare noget man vasker op til? Det kommer også an på, hvad folk i den nærmeste fremtid kigger efter for at blive underholdt, inspireret og rørt. Som Ryan Davis selv synger i titelnummeret fra den nye plade:

«If you need me, you’ll know where to find me – north of a puddle, west of a hole”.

Heldigvis kan man også finde ham på plade og på det Københavnske spillested Beta den 21. september.