Endnu et år og endnu en helt enorm bunke af helt enorm dejlig musik er udkommet. Der er noget beroligende konstant over mængden af gode plader på sådan et år og noget livsbekræftende anderledes over forskelligheden og nyskabelsen, der til stadighed befinder sig hos kreative sjæle verden over. Som sædvanlig har musikken både været balsam for sjælen og en kilde til nye oplevelser gennem de sidste 12 måneder. Her er mine yndlingsplader fra året, der næsten er gået. I omvendt rækkefølge denne gang.

50. Los Campesinos – All Hell

Der er noget nærmest naturstridigt over et ikke-amerikansk emo-band. Som om det følelsesmæssige bombardement i genren udelukkende passer til et folkefærd, der har evnen til at bralre op om deres introverthed på en helt igennem dejlig måde. Los Campesinos er walisere og også helt utroligt gode til det på deres nye eventyrlige, ustyrlige og cool poppunk-emo plade!  

49. Sour Widows – Revival of A Friend

Langsomt og sørgeligt hele vejen igennem er sådan Sour Widows kan lide det. Et sted mellem Come og Codeine, men måske trods alt lidt lettere i tonen – i hvert fald musikalsk. Emnemæssigt har Sour Widows de helt tunge skyts fremme. Det virker helende på både os og forhåbentlig også dem.   

48. Merce Lemon – Watch Me Drive Them Dogs Wild   

En helt igennem dejlig vokal har rejst sig fra Pittsburg. Merce Lemon er et fund af en singer-songwriter. Den slags stemme, der får en til stoppe med hvad man end laver og sætte sig ned og tænke over livet, naturen og musikkens smukke forførelse. Perfekt instrumentering omkring stemmen også. 

47. Rearranged Face – Far Green Arcade

Fuld knald på, hvad jeg på det nærmeste vil betegne som dansabel punk her. Med en sanger, der har mindst to gear mere end de fleste andre mennesker her i verden og en musikalsk backing, der, ganske uforpustet, løber om kap med ham, har man ikke et kedeligt øjeblik fra man trykker play til man trykker play igen. 

46. Trummors – 5

Holy smoke, stik mig lige min pedal steel guitar, mine romantiske vokalharmonier og min drøm om at køre rundt i Laurel Canyon med vinduerne nede og humøret oppe i 1970-erne. Nej vendt lidt, det har Trummors lige gjort. Ovenikøbet krydret med et monster-cover af ‘I Can Still Make Cheyenne’    

45. Weak Signal – Fine

Den nye plade fra Weak Signal er cool som nitterne på en læderjakke og blød som rillerne på en slidt fløjlsjakke. Som Lou Reed rullet i smør og pustet på med en sløv løvblæser på en mat solskinsdag lige på kanten mellem storbyen og landet. 

44. Dummy – Free Energy

’Free Energy’ er en elektropopplade spillet som en rockplade. Eller muligvis omvendt. Det er under alle omstændigheder helt klart noget, man ville have hørt til en teenage-fest i 90-erne, men man ville ikke nødvendigvis have danset til det. I stedet ville Dummy være det, der spillede på en gulvhøjttaler, mens man sent på aftenen lå og stenede i sofaen og resten af selskabet sov eller det, der var værre. Fremragende højdepunkter på den her plade. 

43. Moin – You Never End

Gæstevokaler (som i KUN gæstevokaler) på et guitaralbum er ikke ligefrem noget, jeg havde regnet med at nyde, da jeg sprang ind i 2024, men heldigvis kan man stadig blive overrasket. ’You Never End’ er lyden af utrolig god rock, der bliver pillet fuldstændig fra hinanden og derefter sat sammen igen til noget, der, utroligt nok, er endnu bedre rock. 

42. Young Scum – Lighter Blue

Selvom vi er i 2024, så føles Young Scum på mange måder som ground zero for indiepopish janglerock. En fuldstændig perfekt kombination af ømhed og melodi. Som hvis man faldt og skrabede knæet til en Lemonheads-koncert og så pigen fra ’Den hvide sten’ kom og lagde en forbinding med Juno-filmplakater dyppet i honning. 

41. Quivers – Oyster Cuts

Quivers laver indiemusik, som min seje moster og hendes venner ville have lavet det, hvis jeg havde været seks år og boet i Australien på cirka ethvert tidspunkt mellem 1983 og 2024. En lidt mere ukendt Go-Betweens, hvor der også er en kvinde involveret, med andre ord. 

40. J Mascis – What Do We Do Now

Kan I holde på en hemmelighed? På et tidspunkt i løbet af i år tænkte jeg tanken: “Har man egentlig brug for endnu en J Mascis-plade?”. Så hørte jeg ’What do we do now’ og tænkte straks: ”Har man egentlig nogensinde ikke brug for endnu en J Mascis-plade?”. J eksisterer på et helt andet plan med sin følsomme Jazzmaster og smukt knækkede vokal og vi er heldige at få lov til at tilbringe lidt tid med ham på Rya-tæppet og skateboardet en gang imellem. 

39. Beachwood Sparks – Across the River of Stars

Hvis nogen i 2024 skulle lave en plade, der var den bedste måde at mindes The Flying Burrito Brothers på, så havde det selvfølgelig været oplagt at sætte sine penge på Beachwood Sparks. Det gjorde jeg ikke, for jeg havde glemt dem (Beachwood Sparks, altså). Men det gør jeg ikke igen (glemmer dem, altså). 

38. C Turtle – Expensive Thrills

Jeg er stadig lidt uklar på, hvor lang tid det egentlig tager tusind aber at skrive et Shakespeare-stykke, men jeg tor måske, at de ville være en lille smule kortere tid om at indspille ’Expensive Thrills’, hvis man stak dem en guitar og en Fuzz-pedal hver i stedet for en skrivemaskine. Men det er langt fra ment som en kritik af den nye plade fra C Turtle, der først og fremmest er så fed, fordi den er et kaotisk virvar af langvarig støj det ene øjeblik og det klareste instant hit på MTVs Alternative Nation det næste. 

37. Late Bloomer – Another one again

Hvis Buffalo Tom var Dinosaur Jr. Jr., så er Late Bloomer Buffalo Tom Tom. Æhhh, og hvis det overhovedet ikke giver mening, så lad os sige, at Late Bloomer og deres nye plade ’Another One Again’ er lyden af ternede skjorter under brune fløjlsjakker på køretur i en amerikansk forstad i 90’erne. Og hvis DET ikke giver mening, så lad os sige, at pladen er, hvad Griffin fra ’Party of Five’ ville høre, lige inden han blev droppet af Julie. 

36. Waxahatchee – Tigers Blood

Katie Crutchfield har taget den lange seje vej indiescenen til – om ikke mainstreamsucces – så i hvert fald noget, der ligner. Undervejs har hun forladt PS Eliots romantiske guitarrock og står i år med ’Tigers Blood’, der er et singer-songwriter-værk i helt klassisk americana-stil. Samme charme i en fuldstændig helstøbt form.    

35. Vampire Weekend – Only God Was Above Us

Da jeg stod og ekstaserede midt imellem et jublende publikum til Vampire Weekends fremragende koncert på Primavera tidligere i år, blev jeg enig med mig selv om, at forsangeren lignede ét af de flinkeste mennesker i musikverdenen. Og det tænker jeg også, at han er. På ’Only God Was Above Us’ bliver hans rare, rare smil udtrykt gennem en skov forførende popmelodier, en sky af jammende lydbidder og en overflod af sympatisk samfundskommentering.     

34. Hilken Mancini Band – s.t.

Som en blanding mellem Breeders og Malibu-æra Hole vader Hilken Mancini fra 90’erne, hvor hun rent faktisk var en del af rockscenen med sit band Fuzzy, direkte ind i 2024 med en debutplade under eget navn. Det er aldrig for sent at springe ud under eget navn. Og da slet ikke, når man har fuzz-fyldte melodiske guitarriffs i det overskud som Hilken rutineret hælder i vores glade taknemmelige ører.    

33. Sharp Pins – Radio DDR

Allerede året efter debutpladen er Sharp Pins tilbage med endnu en omgang ørehængende reverb-overhældte sukkerfyldte stykker af powerindiepopguitarrock. Som hvis Posies havde fået børn med både Shins og Sparklehorse.      

32. Chat Pile – Cool World

Der er noget dejligt uforudsigeligt og kaos-agtigt over Chat Piles musik. Som en karburator i en off-road noiserock-bil banker de ti numre på Cool World ind i hinanden og ind i øregangene på mig, dig og hvem der ellers er heldige nok til at være med på turen.

31. Deep Tunnel Project – s.t.

Comedy Minus One slår til igen! Det amerikanske pladeselskab har en helt speciel evne til at finde eller genfinde kunstnere, der finder – eller genfinder – en sublim og klassisk rocklyd. Her er det en samling mænd med guitarer (fra blandt andet Silkworm og Tar), der er gået all in på at lyde som en samling mænd med guitarer (og blandt andet Silkworm og Tar). Sublimt, som sagt.  

30. MJ Lenderman – Manning Fireworks

På sin nye plade vader MJ Lenderman roligt, erfarent og overskudsagtigt igennem den ene fængende fortælling efter den anden på en bundsolid bund af moderne countryrock. Ikke noget at sige til, at han er vellidt.

29. Buffalo Tom – Jump Rope

Gode gamle Buffalo Tom er tilbage. Med guitarrock i efterårsfarver og sange fyldt med livsklog begejstring. Hvis jeg skulle bygge et nyt hus, ville jeg bygge det på et fundament af Buffalo Tom-musik. Blødt, men solidt. Udad rækkende, men hjemligt. Troværdigt og aldrig kedeligt.

28. Hayes Noble – As Is Was, As We Were

Jeg har en idé til en TV-serie, hvor J. Mascis er en super-doven Gen-X-ånd (komplet med langt gråt hår), der i hvert afsnit flytter ”ind i” en nutidig teenager, for 1) gøre teenageren lidt mere teenage-agtig og 2) at få teenageren til konstant at shredde på en guitar, så fuglene synger, samtidig med at de bliver overdøvede. Første afsnit hedder ‘As it was, as we were’ og teenageren hedder Hayes Noble.   

27. Straw Man Army – Earth Works

Straw Man Army er tilbage med deres marcherende, argumenterende punky post punk. De har smidt både flere krøller og flere melodier i mixet denne gang og det har bestemt ikke gjort pakken dårligere. Earth Works indeed!

26. Ahem – Avoider

Når man starter med et Dinosaur Jr.-rif for så senere at fyre Superchunk og Gin Blossoms-melodilinjer af, så fedter man virkelig, virkelig meget for at komme på min årsliste. Det KAN ikke være tilfældigt.  

25. Uranium Club – Infants Under the Bulb

De nordamerikanske postpunkere fortsætter deres rejse ind i deres helt eget (og lidt Devos) univers. Mere guitarlir og variation denne gang, men helt generelt stadig skørt, tørt og vidunderligt.

24. Shop Regulars – s.t.

Ok, her har vi så noget helt specielt. En præcis og uforudsigelig blanding mellem melodisk skramlet lofi-rock og så noget, der minder om krautrock. 5 sange – den korteste lidt over 2 minutter, den længste lidt over 11. Fuldstændig hypnotiserende rockmusik man tager på og lever i.

23. Swiftumz – Simply the Best

Swiftumz er en enmandshær af både lettere lo-fi-powerpop OG lettere lo-fi-indierock. Og måske endda lidt jangle også. Med andre ord en enmandshær af gode ting her i livet og den nye plade rammer da også lige der, hvor teenagedrømme både klør og dør. Fremragende.  

22. Marcel Wave – Something Looming

Et sted mellem britpop og new wave lander Marcel Wave hårdt og stilfuldt og halvt synger, halvt taler sig hele vejen ind i vores hjerter, vores intellekt og vores dansesko.

21. Animal Piss! It’s everywhere – Grace

Allerede året efter deres fremragende debut er de skøre country-mennesker med det …øhhm… særegne navn tilbage. Man skal forestille sig, at nogen har taget alt det klassiske ved country-musik, puttet det i blenderen – muligvis tændt for den – og hældt en plade ud og serveret den for en bunke intetanende gæster. Sublimt.

20. Artificial Go – Hopscotch Fever

”No more land line telephones”. Sådan starter ‘Hopscotch Fever’ og sådan starter man med at være fuldstændig limet fast i stolen ved siden af højttalerne. Og det er ikke linjen som sådan, der limer én fast. Det er leveringen af linjen. Vokalen på Artificial Go’s fantastiske new wave-musik er helt vidunderlig. Som hvis en fransk nybølgefilm havde en amerikansk kvindelig voice-over, der lagde al sin passion i at være passionsløs på den mest interessante måde nogensinde.

19. Johnny Blue Skies (Sturgill Simpson) – Passage Du Desir

Sturgilll Simpson er tilbage i topform her. Fuldstændig tidsløse sange, der i princippet er country, men som i realiteten er musik i bredeste forstand. Vi kommer langt omkring i universet, men som en kæmpestor sol midt i det hele sørger Sturgills beroligende og hyggeligt autoritative vokal for, at der aldrig er langt hjem.  

18. Drug Church – Prude

Drug Church hamrer lige ind og kilder der, hvor Militarie Gun senest fik det til at klø sødt. Og de gør det endda på en måde, der minder én endnu mere om, hvor cool man havde været, hvis man rent faktisk havde hørt den slags musik, da man var 13 år. Det gjorde jeg næsten, men ikke helt. Nu gør jeg det.

17. Good Looks – Lived Here For A While

Indierock af den helt klassiske og kvalitetsproppede skuffe. Stemningsfuld rockende og lettere rørende. En mere frisk udgave af The National. Eller måske en mere amerikansk udgave af Kent, om man vil.

16. Mary Timony – Untame the Tiger

‘Untame the Tiger’ er sådan en plade, man kan lave, når man har masser af (kunstnerisk) succesfulde år bag sig i musikbranchen.  Den er den helt perfekte blanding af ikke at give en fuck for at ramme de rigtige knapper og så samtidig ramme alle de rigtige knapper. Klassisk rocklyd leveret stille, roligt og under radaren.   

15. Lame Drivers – Become an Island

Det starter med en ren Big Star-lyd og fortsætter så med old school collegerock, powerpop og et sjat new wave indtil man er mere rundt på gulvet end en prom queen i en amerikansk high school-film fra firserne. Men altså, på den fede måde.

14. Miners – A Healthy Future on Earth

Ethvert rockband der vokser ud af a) Australien og specifikt ud af b) Mope City er A-Ok i min bog. Miners er nyklassisk guitarrock. Enkelt nok til at få éns opmærksomhed og lagfuldt nok til at beholde den. ’A healthy future on earth’ kaster med minder lavet af fuzz-pedaler og følelsen af at kigge i en cd-samling til en fest, hvor man måtte ryge indenfor.   

13. Rosali – Bite Down

Når man har en stemme som Rosali, behøvede man egentlig ikke andet for at lave en plade, der får en plads på min top 50. ’Bite Down’ har meget andet. Den byder på en cocktail af guitarer og naturlig smukhed som også Neil Young lavede det og er Rosalis bedste plade til dato.

12. Loose Koozies – Passing Through You

Poetisk, tør, romtantisk og autentisk countryrock, der får én til at glemme, at der overhovedet er sket noget andet her i verden siden man hørte Uncle Tupelo for første gang og besluttede sig for at drikke whisky i stedet for at prøve på at flirte.

11. Feeling Figures – Everything Around You

Med lige dele friskhed og dejligt øretæveindbydende møgunge-attitude halvt vælter, halvt hamrer Feeling Figures ind på scenen. Selvom det er deres anden plade, blev den rent faktisk indspillet før deres debut! Det kan umiddelbart mærkes på kaos-niveauet på sangene, men på en eller anden måde klæder det deres ”Our Band Could Be Your Life”-agtige punkish guitarrock helt perfekt.

10. Sewerheads – Despair is A Heaven

Fuldstændig magisk musik her fra Pittsburg. Et faldskærmsspring lige ned i slutningen af musikåret OG lige ned midt imellem goth-punk, guitarrock og countryrock komplet med den mest fantastiske violin på denne side af et Turnpike Troubadours-album. To vokaler, der danser, kysser og bryder med hinanden, mens verden regner ned på alle sider af dem.

9. Shirese – Hardly Cricket

Jeg elsker, når skramlet rock er romantisk i stedet for bøvet. Når vokalen er farvet af bade længsel og cigaretter sent om natten, og guitaren også ringer lidt ind imellem. Straight outta East Haven, Connecticut kommer Shirese og serverer en perfekt pakket plade i bedste Royal Headache- eller Reigning Sound-stil.  

8. Styrofoam Winos – Real Time

Nogle gange kan man bare høre, at folk er gode mennesker. Real Time er lyden af venner, der hygger sig, verden, der bliver til et bedre sted og countrymusikken, der bliver hvisket, leget og kærtegnet hele vejen ud af dejlige Nashville hjem til os.

7. Laughing – Because It’s True

Hvis man kan lave den bedste Teenage Fanclub-plade siden ’Songs from Northern Britain’ uden at være Teenage Fanclub, så kan man godt tillade sig at klappe sig selv på skulderen. Jeg klapper bare i hænderne og trækker smilet helt op til ørene.    

6. Weegee – Primitive Thrill

Jeg har en simpel regel, når det gælder Rock’n’Roll: Det skal rulle lige så meget som det rocker. Mindst lige så meget. Weegee er tung, mørk noiserock og selvom man kan sige meget rigtig godt om den genre, så plejer det ikke at rulle så meget. Men ved I hvad? ’Primitive Thrill’ ruller lige så meget som et cykelhjul på vej ned ad en bakke. Eller op ad en bakke for den sags skyld. Fuldstændig suverænt. Det hele er toppet med en hot vokal og en fantastisk saxofon. Ja, I læste rigtigt: En fantastisk saxofon.   

5. Climax Landers – Zenith No Effects

Indierock med hypnotisk skønne melodier, skæve vokaler og store fortællinger leveret på en frydefuld kaotisk måde.  Jeg tror ikke, jeg har været så charmeret af et kulturprodukt, siden jeg som 13-årig så Blossom for første gang. Uden yderligere sammenligning i øvrigt.

4. Liquid Mike – Paul Bunyan’s Slingshot

Det er tæt på, at jeg vil sige, at det aldrig nogensinde har lydt så overdrevent let at lyde så overdrevent godt, som Liquid Mike gør på ’Paul Bunyan’s Slingshot’. Man skal forestille sig, at nogen har opfundet en virtual reality-heldragt, der nedsænker én i tempofyldt og ringende lykkelig guitarrock, som lige præcis har nok kant og fart til, at man bevarer hårdheden i filten, når den musikalske skuldermassage gør én blød i knæene.

3. Patois Counselors – Limited Sphere

Patois Counselors har altid bevæget sig i deres helt eget univers, men på deres tredje album ejer de nu også deres helt egen atmosfære. Det er en slags countrymusik fra fremtiden, samtidig med, at det er amerikansk artrock igennem en linse af popmusik fra en James Bond-film fra tressernes Paris. Velvære for både ørene og nysgerrigheden.  

2. DAR – A Slightly Larger Head

Som en eller anden totalt glemt skat fra 90-erne, ryster ’A Slighty Head’ ved hver eneste gennemlytning lo-fi’en af sig og står mere og mere som et funklende mesterværk af skrøbelige poesi, der river i både sjælen, rocknerven og countryhjertet.

1. Downhaul – How To Begin

Éns yndlingsplader ikke bare lyder. De er. ’How to begin’ er et varmt, jordfarvet tæppe, der ligger lige der, hvor man fryser. Det er dengang, det både var fedt og nemt at være teenager. Det er velkendt på en overraskende måde. Det lyder som Pinegrove der spiller R.E.M. og R.E.M., der synger alle de Posies-sange, man ikke anede, at Old 97’s havde indspillet en sublim coverversion af. Det er sgu min yndlingsplade i 2024.  

51-80. Honorable Mentions

Webbed Wing – Vol. III (Guitarrock)

Chimers – Through Today (Post-hardcore/Guitar-Trommer-duo)

Rick Rude – Laverne (Indierock)

Tucker Riggleman & the Cheap Dates (Americana/radiorock)

Teen Line – Collecting to collect (powerpop)

Carly Cosgrove – The Cleanest of houses are empty (Emo)

Porcelain  s/t (Post-hardcore)

A Country Western – Life on the Lawn (Slowcore/americana/indie)

Memorials – Memorial Waterslides (art rock/new wave)

Chime School – The Boy Who Ran the Paisley Hotel (Jangle/powerpop)

Vacation – Rare Earth (Ølrock/powerpop)

Humdrum – Every Heaven (Guitarrock/jangle)

Omni – Souvenir (New wave)

Lupo Citta – s.t. (Indierock)

Horse Jumper of Love – Disaster Trick (Slowcore)

Ducks Ltd – Harms way (Jangle/guitarrock)

Motorists – Touched by stuff (powerpop)

Worse Off – Over Thinking (Poppunk)

Glaring Orchard – I hope you’re ok (halvfemserrock/grunge/shoegazer)

Old 97’s – American Primitive (Americana)

2^nd grade – Scheduled Explosions (powerpop)

The Drin – Elude the Torch (Eksperimenterende rock/New Wave)

Nada Surf – Moon Mirror (Guitarrock)

Umbrellas – Fairweather Friend (Jangle/guitarrock)

Touche Amore – Spiral in a straight line (Post hardcore/guitarrock)

Alien Nosejob – Turns the Colour of Bad Shit (Punk/aussirock)

Mint Mile – Roughrider (Slow rock)

Soup Activists – Mummy what are flowers for? (Lo-fi jangle)

Jim Nothing – Grey Eyes, Grey Lynn (Jangle)

Footballhead – Overthinking Everything (Emo)